Forestilling lærer børn om ligeværd

Heine Ankerdal spiller ’Kamelen kom til sidst’ på scenen i Vollsmose i slutningen af februar. PR-foto: Nørregaards Teater

Skuespilleren Heine Ankerdal optræder for tiden på Nørregaards Teater i Vollsmose med forestillingen ’Kamelen kom til sidst’. Det er et sjovt og underfundigt stykke, der skal lære børn, at de allesammen er noget værd.

- Det er en lidt eventyrlig forestilling, et sjovt og underfundigt stykke og en billed- og lydmæssig leg. Sådan beskriver skuespilleren Heine Ankerdal stykket ’Kamelen kom til sidst’, der er baseret på en billedbog af Jesper Wung-Sung.

- Historien er den skabelsesberetning, som de tre store religioner jødedommen, kristendommen og islam bruger, hvor gud skaber verden på syv dage, fortæller Heine Ankerdal.

Han har flere gange optrådt med stykket, hvor han spiller gud, og til og med den 26. februar kan man opleve teaterstykket på Nørregaard Teaters Vollsmosescene.

LÆS OGSÅ: Nørregaards Teater slog dørene op

Selvom stykket er til for at underholde publikum og give en god oplevelse især for børn, så er der også et vigtigt budskab i historien. 

- Forestillingen handler om, at vi alle sammen er noget værd, og at vi ikke skal tage os af, hvad folk siger om os. Hvis vi allesammen kunne lære at stole på os selv, så ville det være dejligt, siger Heine Ankerdal og peger på, at det er en vigtig lære, som børnene kan tage med sig res-
ten af livet.

Teater for børn
’Kamelen kom til sidst’ havde premiere i Vollsmose den 13. februar. Her bliver publikum taget igennem en 40 minutters lang fortælling om, hvordan gud skabte jorden på syv dage. Forestillingen er for børn helt ned til tre-årsalderen.

Det er ikke første gang, Heine Ankerdal optræder med stykket, der har turneret i over 10 år. Det er heller ikke første gang, at publikummet mest består af børn. Det er faktisk børnenes skyld, at stykket har ændret sig fra gang til gang, og at det bliver ved med at være spændende for Heine Ankerdal at optræde med.

- Det er et meget hyggeligt og dejligt univers at være i. Der bliver flere gange stillet åbne spørgsmål ud i rummet, og det giver et ufatteligt dejligt sammenspil. Så hver dag sker der noget nyt, fordi børnene kommer med forskellige kommentarer, der gør, at forestillingen ændrer sig. Fortællingen ender det samme sted hver gang, men vejen derhen kan være forskellig fra dag til dag. Det gør  det spændende - også for mig, fortæller Heine Ankerdal.

Han finder stor glæde i at optræde foran børn. Det er nemlig helt anderledes end at optræde foran voksne.

- Voksne har lært at gå i teateret. De har lært at holde deres mund, så alle kan høre, hvad skuespillerne siger. Der er sådan et kodeks for, hvordan man skal gå i teateret, men det er der ikke, når man spiller for børn. De har ikke lært det endnu, forklarer han og uddyber:

- Børn er umiddelbare, så man får en reaktion med det samme, hvis de keder sig. Det kan ske, at der er nogle, der siger ’skal vi ikke snart hjem’ rigtig højt midt i forestillingen. Derfor er det ret sjovt og skønt at spille for børn.

Seneste Artikler
Film og serier du kan se helt gratis
Pædagoger og frivillige er på gaden i Vollsmose
Litteraturpatruljen anbefaler: Ulven i hjertet
Abdel til de unge: Vær nysgerrig
Arbejdsgruppe vil bane vejen i lokale-jungle