Politiet indfører skærpet strafzone i Vollsmose

Her gælder den skærpede strafzone.

Flere skudepisoder, der ifølge politiet hænger sammen med en konflikt mellem grupperinger i Vollsmose, får nu Fyns Politi til at indføre skærpet strafzone i bydelen.

Fyns Politi meddeler her til aften i en pressemeddelelse, at der indføres skærpet strafzone i dele af Vollsmose gældende fra fredag den 1. februar 2019 klokken 18.00 til onsdag den 6. februar 2019 klokken 12.00. Den skærpede strafzone betyder, at straffen for visse former for utryghedsskabende kriminalitet begået i strafzonen stiger til det dobbelte i forhold til gældende praksis.

Den skærpede strafzone oprettes blandt andet efter to skudepisoder i Vollsmose den 24. januar og den 29. januar samt fund af springknive ved ransagning af en bil og hærværk inden for visitationzonen. Alt sammen kriminelle handlinger, som politiet fortsat mener, udspringer af et internt opgør mellem lokale grupperinger i området.

Skal forebygge og skabe tryghed
Formålet med indførelsen af skærpet strafzone er ifølge politiet at forebygge kriminelle handlinger og dermed genskabe trygheden i området.

- Det er politiets vurdering, at der i øjeblikket er et kriminalitetsbillede i Vollsmose, som skaber en forståelig utryghed for de mange lovlydige beboere i området. Som politimyndighed er det en af vores allervigtigste opgaver at sikre ro, orden, sikkerhed og tryghed for borgerne. Derfor indfører vi nu en skærpet strafzone, lyder det fra pollitiinspektør Johnny Schou fra Fyns Politi.

Politiet mener, at risikoen for at få forhøjet straffen til det dobbelte vil få det kriminelle miljø til at forstå, at politiet er parat til at tage alle midler i brug for at få stoppet de kriminelle handlinger.

- Der skal ikke herske tvivl om, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at genskabe trygheden for borgerne, siger Johnny Schou. 

Sker for første gang
Da det er første gang, at en politikreds indfører en skærpet strafzone, har Fyns Politi foretaget en meget nøje vurdering af, om betingelserne for en skærpet strafzone er opfyldt.

Betingelsen for at kunne indføre en skærpet strafzone er, at politiet vurderer, at der er tale om et ekstraordinært kriminalitetsbillede i det pågældende område, og at dette i væsentlig grad medvirker til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området. Der skal altså være tale om en situation ud over det sædvanlige i forhold til det kriminalitetsbillede, der ellers er i det pågældende område. Politiet skal også vurdere, om etableringen af en skærpet strafzone vil medvirke til at forebygge strafbare handlinger i området – og dermed genskabe trygheden for beboere og andre, der færdes i området.

 

 

Seneste Artikler
Sprogklub i Birkeparken fortsætter
Behzads kreative livsprojekt
Syv projekter skal dele 200.000 kroner
Vollsmose har fået nyt dansk-tilbud
Bydelssøstre i spil til stor pris