Fem fede efterårsaktiviteter i Vollsmose

Efterårsferien er på vej og med sig bringer den en masse spændende aktiviteter. Her er fem bud på, hvad du kan lave i din efterårsferie i Vollsmose og omegn. 

1. Lær at tegne manga
Den japanske tegneserieform, manga, er populær overalt i verden, og figurerne tegnes på en helt særlig måde med store øjne og karakteristiske ansigtsudtryk. For tredje gang kan man lære at tegne manga med Vollsmose Avisens borgerillustrator og mangategner Fatama Al-Zahraa. Denne gang er der særligt fokus på at tegne hår og frisurer, og der bliver også arbejdet med farver. Klokken 12.00 spiser holdet sammen, så medbring en madpakke og mød op til et par hyggelige timer sammen med andre, der også elsker at tegne. 

Hvor: Lokale 204, Vollsmose Bibliotek og Kulturhus, Odense NØ
Hvornår: Lørdag den 13. oktober kl. 11.00 - 13.30
Pris: Gratis

2. Dudis Legeland i Vollsmose Torv
Mens man går på indkøb i centret, kan børn fra nul til 14 år boltre sig med boldland, rutsjebane, hoppeborg og andre aktiviteter.

Hvor: Dudis Legeland, Vollsmose Torv, Odense NØ
Hvornår: Onsdag, torsdag og søndag fra kl. 11.00 - 18.00. Fredag og lørdag fra kl. 11.00 - 19.00
Pris: 60 kroner for en dag per barn inklusiv en voksen

3. Udstilling med Camila Mustafa Saleh
Kom op på Vollsmose Bibliotek og Kulturhus’ 2. sal og se Camila Mustafa Salehs smukke malerier. Camila er irakisk autodidakt kunstner og udstiller sine værker fra de seneste otte år.

Hvor: 2. sal, Vollsmose Bibliotek og Kulturhus, Odense NØ
Hvornår: Mandag til fredag kl. 10.00 - 14.00 frem til den 3. november
Pris: Gratis

4. Afstemning til Vollsmose Bestemmer
Et cykelværksted, fight night eller fastelavnsfest. Syv projekter i Vollsmose er blevet udvalgt til afstemningen om at få del i 200.000 kroner. Det er op til Vollsmoses beboere at beslutte, hvordan pengene skal fordeles. Kom og afgiv din stemme på biblioteket. Alle beboere i Vollsmose fra 10 år og opefter kan stemme. Medbring sygesikringsbevis som dokumentation. Læs mere i Vollsmose Avisen på side 4-5.

Hvor: Vollsmose Bibliotek og Kulturhus, Odense NØ
Hvornår: Tirsdag den 16. oktober, onsdag den 17. oktober og lørdag den 20. oktober inden for bibliotekets almindelige åbningstid.
Pris: Gratis

5. Dukketeater i plantorama
Kom og mød den lille, tykke mand Prop og hans talende ko Berta i en sjov og lidt uhyggelig forestilling. De bor sammen i udkanten af skoven i et gammelt hus, hvor de hygger sig med sang og går på eventyr. Forestillingens varighed er 35 minutter og er for børn mellem tre og ni år. 

Hvor: Plantorama, Risingsvej 67, Odense C
Hvornår: Søndag den 14. oktober kl. 11.00 og 14.00
Pris: Gratis

Seneste Artikler
Foreningen CCV nedlægger sig selv
Kartoffelrøsti
Forfølger fodbolddrømmen i Irak
Børn og voksne går i stemmeboksen
Razi indtager den røde løber