Hvordan får familien en fed ferie?

Det er vigtigt at få nogle oplevelser i sommerferien. Derfor skal en stor oversigt over byens mange spændende og gratis tilbud i skolernes sommerferie give inspiration til Vollsmoses familier.

– ’Tager vi ikke nok snart i havnebadet, mor?’ Det var det første mine to drenge spurgte mig om, da vi kom hjem, fortæller Saadia Mahamed Osman, der bor i Bøgeparken med sine fire børn.

Hun havde taget sin datter på 12 år og to drenge på henholdsvis 11 og 6 år med, da Vollsmose Sekretariatet den 12. juni havde åbnet dørene til en fælles snak om de sommeraktiviteter, der foregår lokalt i Vollsmose og i resten af byen.

Vollsmoses mange tilbud
På mødet blev sommerens mange gratis tilbud præsenteret, og der var flere ting, der overraskede og inspirerede både børn og voksne.

– Min pige synes, det lyder spændende med det pigefodbold, som GAME laver herude i sommerferien – og også de forskellige ture ud af huset, som Camp U laver. Det vidste vi slet ikke, der var, og det vil hun rigtig gerne være med til. Og så synes hun, ligesom drengene, at havnebadet er noget, vi snart skal prøve, siger Saadia Mahamed Osman og fortsætter:

– Jeg har allerede fortalt min veninde om havnebadet, og jeg er helt sikker på, at vi tager en tur sammen derind med børnene, når de får ferie.

Der var også ting, som de fremmødte på mødet godt kendte til, men fik lyst til at opleve igen.

– Stige Ø er et utrolig smukt sted, hvor vi har været sammen med børnenes klasse. Det er fantastisk at tage derud og lege, og så er der ikke længere, end at vi kan cykle. Det er perfekt, når vi ikke har bil, siger Saadia Mahamed Osman.

Tid til samvær
For Saadia Mahamed Osman skal sommerferien for børnene ikke kun handle om, at de har fri fra skole. Det skal også være en tid på året, hvor familien kommer tættere på hinanden.

– Det betyder rigtig meget for mig, at vi laver noget sammen som familie i sommerferien. Det er der, vi har tid til at være sammen, hygge os og få en masse gode fælles oplevelser. Selvom børnene har ferie, må der godt være lidt struktur på dagene, så de ikke bare ender med at gå rundt og kede sig. Der må godt være nogle planer for ferien, som de kan glæde sig til, siger hun.

Byens gemte muligheder
Ligesom sidste år deler Vollsmose Sekretariatet en folder med sommeraktiviteterne ud til alle børnehuse og skoler i Vollsmose. Men det åbne møde, hvor Saadia Mahamed Osman deltog, var et nyt tiltag.

– Det har stor betydning for alle børn, at de kan komme tilbage i skole efter ferien og fortælle om de oplevelser, de har haft. Det behøver slet ikke handle om, at man har været på en lang, dyr rejse. For børn er der store oplevelser gemt i at lege turist i sin egen by og bruge de mange muligheder, der er gemt der. Derfor sørger vi for, at særligt familierne bliver opmærksomme på de mange gratis tilbud, siger Mette Beck Frost Konstantin-Hansen, leder af afdelingen for social udvikling i Vollsmose Sekretariatet.

Seneste Artikler
Byrådet afsætter 100 millioner kroner til Vollsmose
Vollsmose Boxing og Projekt Zlatan får penge af Østifterne
Ulykkes-bilist sendte fire på skadestuen
Endnu en velskrevet fortælling om Borgia-familien
Angriberen fra Bøgeparken er tilbage