Filminstruktør lader Somalia tale selv

Nasib Farah bor i Birkeparken. I marts udkom hans seneste film ’Den fortabte kriger’, der følger 23-årige Mohammed, der gemmer sig for al-Shabaab.

Hjemlandet Somalia, identitet og tilhørsforhold er omdrejningspunkter i Nasib Farahs dokumentarfilm. I marts kom en ny film fra den 36-årige familiefar fra Birkeparken, og han har mange flere på tegnebrættet.

Egentlig er Nasib Farah uddannet sælger i elektronikbutikken Fona, fordi han havde en interesse for teknik og computere. I dag har den 36-årige familiefar fra Birkeparken tre dokumentarfilm på cv’et. Den seneste udkom i foråret og har titlen ’Den fortabte kriger’. Her følger man Mohammed, der blev sendt fra Somalia til et bedre liv i England, da han var tre år. Som teenager i London røg han ud i kriminalitet. Han kom i fængsel og blev radikaliseret, og som 19-årig blev han udvist til Somalia – direkte i armene på terrororganisationen Al-Shabaab. Mohammed finder ud af, at Al-Shabaab ikke er nogen frihedsbevægelse og beslutter sig for at flygte.

LÆS OGSÅ: Mohammed Farah: ‘Din generation vil vende skuden’

Nasib Farah kom selv til Danmark som 12-årig. Helt uledsaget, uden forældre eller nogen at støtte sig til. Han skulle skabe sig en ny tilværelse i København, langt væk fra borgerkrigen i hjemlandet Somalia. Hjemlandet og temaerne, der opstår for mennesker med rødder i flere kulturer, er et omdrejningspunkt i Nasib Farahs film. Dobbeltpas, identitet og genopdragelsesrejser er blot nogle af emnerne for de film, han i øjeblikket arbejder på. Selv kalder han ’Den fortabte kriger’ for en slags skræmmekampagne.

– Jeg vil gerne tale til de unge, der er opvokset i eksempelvis Danmark, og som føler sig rodløse, forvirrede og sårbare, fordi de måske ikke er ordentligt integrerede. De skal tænke sig virkelig godt om, for deres valg kan have store konsekvenser, fortæller han.

Vil skabe dialog
Springet som journalist og filmskaber tog Nasib Farah i 2006. Fra at producere somalisk lokal-tv med oplysning til ældre somaliere om det danske samfund gik han til at lave en dokumentarfilm om sin fætter i Somalia, der på det tidspunkt planlagde at blive pirat.

– Jeg blev træt af, at det var andre, der fortalte historien om Somalia og ikke somalierne selv. Jeg vil gerne give dem talerør, så vi fortæller vores egen version i stedet for den sort-hvide version, som vi oftest hører i medierne, siger filmmanden, der i 2010 flyttede til Vollsmose, fordi hans kone kom ind på medicinstudiet på Syddansk Universitet.

Omkring samme tidspunkt begyndte han at undre sig over, at de danske medier slet ikke skrev om, at unge dansk-somaliere rejste til Somalia og blev en del af Al-Shabaab. Og sådan blev filmen ’Krigerne fra Nord’ til.

– Jeg vil gerne åbne døren til dialogen om, hvordan både samfundet og forældre tager ansvar og forebygger, at deres børn bliver radikaliseret. Selvom det er tabu, er det vigtigt at snakke om, for det kan ramme alle, siger Nasib Farah.

En fornuftig aktivist
Nasib Farah er for det meste smilende og stopper andre gange brat op i sin fortælling. Han brænder for det, kan man se.

– Jeg forstår, hvordan det er at være rodløs. Jeg har på egen krop mærket, hvordan det er at mangle omsorg og tryghed. Sådan var det for mig, da jeg kom til Danmark. Langt de fleste unge i ekstremistiske miljøer har ikke tilknytning til deres far og mangler en faderfigur, siger han og fortæller, at han netop er blevet far til sit sjette barn.

LÆS OGSÅ: ‘Forældre skal være forbilleder’

– Så jeg prøver selv at være så meget som muligt til stede hos mine børn. Jeg gør mig umage for at udfylde min far-rolle, fortsætter Nasib Farah, der desuden spillede en rolle i frigivelsen af søfolkene Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn, der fra 2011-2013 var taget som gidsler af somaliske pirater.

– Jeg har selv taget det bedste fra dansk og somalisk kultur til mig. Jeg vil gerne hjælpe både Danmark og Somalia, hvor jeg kan. På den måde prøver jeg også at vise i mine film, at man kan være aktivistisk på en mere fornuftig måde, slutter han.

Seneste Artikler
Byrådet afsætter 100 millioner kroner til Vollsmose
Vollsmose Boxing og Projekt Zlatan får penge af Østifterne
Ulykkes-bilist sendte fire på skadestuen
Endnu en velskrevet fortælling om Borgia-familien
Angriberen fra Bøgeparken er tilbage