Biblioteket får firbenet medarbejder

Jørgen elsker børn og bider ikke, fortæller hans ejer Emma Arildsen, der glæder sig til, at børn i Vollsmose kommer i gang med at læse for hunden.

En brun labrador har fået sin gang i Vollsmose Bibliotek og Kulturhus. Læsehunden Jørgen skal øge selvtilliden og motivationen hos børn, der har svært at læse.

Halen svinger frem og tilbage, når godbidderne kommer op af lommen hos ejer Emma Arildsen, der får slikket hænderne godt og grundigt rene. Om halsen på den brune labrador sidder et farvestrålende tørklæde, der med hvide bogstaver gør opmærksom på, at hunden er en såkaldt læsehund.

I slutningen af 2017 blev Emma Arildsen og læsehunden tilknyttet Vollsmose Bibliotek og Kulturhus. Det betyder, at børn, der har svært ved at læse, fremover kan få et gratis forløb med en ugentlig læsestund med Jørgen.

LÆS OGSÅ: Bibliotek matcher sprogtræner og elever

– Så læser barnet højt i omkring en halv time, og vi laver også nogle hyggelige og sjove øvelser og tricks med Jørgen, fortæller Emma Arildsen, der er frivillig i Foreningen Læsehunde.

En positiv oplevelse
Foreningen godkender og certificerer deres hunde til at arbejde på biblioteker med børn, der har brug for at træne deres læseevner. Formålet med en læsehund er at skabe en positiv og anderledes læseoplevelse for børnene, så de får øget læselyst og selvtillid.

– Jørgen griner ikke ad nogen eller dømmer, hvis man laver fejl. Det er rart, hvis et barn er genert og er vant til at blive bedt om at læse højere af sin lærer, siger Emma Arildsen, der selv er dansklærer og læsevejleder for ordblinde børn.

LÆS OGSÅ: Hodas hundeskole er et hit

Hun har læst for Jørgen derhjemme og ved, at han elsker at få læst højt.

– Han er helt rolig og stille, når man læser for ham. Så ligger han bare og lytter. Han kan rigtig godt lide at få læst højt om alt, hvad der handler om mad. Så jeg håber, at børnene bliver glade for ham, siger ejeren.

Ventetid på læsehund
I bibliotekets børnekrog tiltrækker Jørgen sig stor opmærksomhed hos både små og store børn, der aer den bløde pels og stiller Emma Arildsen alverdens spørgsmål om labradoren.

LÆS OGSÅ: Besøgshund skaber glæde hos ældre

Biblioteker i hele landet har læsehunde tilknyttet, og mange steder er de lodne venner så populære, at der er vente-lister. I Vollsmose har biblioteket ventet længe på at blive en del af tilbuddet. For Emma Arildsen var det derfor et bevidst valg at komme lige netop til Vollsmose. Hun har tidligere selv boet i bydelen.

– Jeg ved, at det har været svært at finde en læsehund til Vollsmose på grund af områdets omdømme, og så bliver jeg trodsig. Så jeg håber, at jeg kan være med til at gøre en forskel og få nogle hyggelige stunder med børnene, siger hun.

Seneste Artikler
Se billederne: Vollsmose fejrede eid
Sådan stemte Vollsmose til folketingsvalget
OB inviterer til fodboldstævne
Rabarbertærte
'Loven kræver, at vi beskytter alle mennesker'