Beboere begejstrede for byggesjak

Anja Abildgaard Larsen er glad for de forandringer, der er sket i hendes nabolag gennem det seneste halve år, hvor stamvejen blandt andet er forandret.

Engagerede beboere og et hjælpsomt byggesjak. Der har ikke været mange bump på vejen under anlægsarbejdet i Hybenhaven. 

Gennem otte måneder har gravemaskiner og byggesjak været en del af hverdagen for beboerne i Hybenhaven. Men nu er maskinerne pakket sammen, og arbejdet med de nye omgivelser færdigt. Selvom anlægsarbejdet til tider har sat tålmodigheden på prøve hos især beboere, så har samarbejdet mellem mandskabet og de lokale været særdeles godt. Det fortæller sjakformand Steen Hansen fra entreprenørfirmaet Marius Pedersen.

– Vi har simpelthen været så glade for at arbejde her i afdelingen, og vi har haft et utrolig godt samarbejde med beboerne hele vejen igennem. Det betyder meget, at beboerne er med på idéen og engagerer sig – også når der er ting, der går galt, siger Steen Hansen.

SE OGSÅ: Første del af fremtidens Vollsmose indviet

Beboere har fra dag ét kunne tage fat i eller ringe til sjakformanden, hvis der har været noget, de har undret sig over eller har haft spørgsmål til.

– Jeg har sat en ære i at være på pladsen hver dag, så beboerne nemt har kunnet hive fat i mig. Tingene skal køre bedst muligt, så beboerne kan være glade og tilfredse. Jeg tror også, vi endte med at være på fornavn med cirka 80 procent af beboerne her i Hybenhaven, siger Steen Hansen og griner.

En del af afdelingen
En af de beboere, der har fulgt anlægsarbejdet med interesse, er Anja Abildgaard Larsen. Hun bor i Hybenhaven med sine to børn.

– Det er faktisk lidt mærkeligt, at folkene ikke er her mere. Vi havde helt vænnet os til at have dem gående, og de var altid så søde til at forklare os om arbejdet og svare på spørgsmål, siger hun og fortsætter:

– De sagde altid hej og godmorgen. De var nærmest som en del af afdelingen. De gav mig endda en hånd med at få løftet mit nye legehus ind i min have, fortæller Anja Abildgaard Larsen.

Hjælp fra beboerne
Noget af det, der undervejs gav lidt gener og besvær for beboerne, var afviklingen af trafikken, fordi der kun er én vej ind og ud af Hybenhaven. Ifølge sjakformanden har der også været episoder, hvor der efter arbejdstid blev smadret lygter og sidespejle på et par af gravemaskinerne. En rude blev også knust i den skurvogn, hvor der lå ekstranøgler til maskinerne, som et par unge drenge så snuppede for at starte op.

LÆS OGSÅ: Så er ombygningen af Vollsmose i gang

– Heldigvis havde jeg hurtigt en vågen beboer i røret, som fortalte om løjerne, og jeg kørte straks derud. Da jeg kom, var drengene væk, men nøglerne var pænt lagt på plads, fortæller Steen Hansen om episoden og hjælpen fra beboerne. Han fortsætter:

– Nu hvor det hele er færdigt, så håber jeg bare, at alle, der færdes i området, vil tage det godt til sig og bruge det, som det er beregnet til. Jeg har allerede set dagplejemødre med små børn lege her. En ældreklub fra et andet sted i Vollsmose var også forbi og prøve motionsredskaberne, så det er dejligt at se, fortæller Steen Hansen.

En mere attraktiv bydel
Med anlægsarbejdet i Hybenhaven har den gamle stamvej i afdelingen været igennem en stor forandring og er blevet forvandlet til en form for gågade. Afdelingen har også fået blandt andet nye legeområder, en sansehave og et forbedret system af stier.

Anja Abildgaard Larsen er glad for de forandringer, der er sket i hendes nabolag gennem det seneste halve år. Hun er sikker på, at det også vil gøre det mere attraktivt for folk, der ikke bor i Vollsmose, at lægge vejen forbi
og bruge de nye omgivelser.

– Det er vigtigt, at der sker nogle forandringer her i Vollsmose, så folk udefra også har lyst til at komme her. Så kan de selv opleve, at Vollsmose ikke er et sted, hvor man bliver skudt, hvis man kører igennem, men at det faktisk er et rigtig dejligt sted, slutter hun.

Med indvielsen af Fremtidens Hybenhaven er første etape af infrastrukturplanen Fremtiden Vollsmose færdig. Infrastrukturplanen skal åbne bydelen mere op og binde Vollsmose bedre sammen med resten af Odense.

Seneste Artikler
Klar til nye krav om persondata
Ny infrastruktur: Tilbudsgivere er udvalgt
Fremtidens Vollsmose i udbud
Første del af Fremtidens Vollsmose indvies
Rekordmange børn på fodboldskole