B1909 undersøges efter anklage om fusk

Tidligere klubmedlemmer har beskyldt B1909 for fusk med kørselspenge. Nu undersøger Odense Kommune, hvordan klubbens kommunale midler er blevet brugt, ifølge TV 2/Fyn.

Tidligere fodboldspiller Ahmad Abdoh og det tidligere bestyrelsesmedlem og træner, Torben Bo Harder, beskylder begge fodboldklubben B1909 for at snyde med kørselspenge. Beskyldning, der blev fremsat på TV 2/Fyn i lørdags, får nu Odense Kommune til at undersøge klubben.

– I en sag som den her, hvor TV 2/Fyn har belyst, at der eventuelt er foregået nogle uregelmæssigheder, så kikker vi på, om der er nogle af de kommunale penge, der eventuelt er brugt til nogle uregelmæssigheder. Det er vi gået i gang med at undersøge, siger Martin Petersen, afdelingschef for Fritid og Kultur i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune til det lokale medie.

TV 2/Fyn har derudover talt med flere medlemmer fra klubben, der ikke ønsker at stå frem, men som fortæller, at aflønningen i klubben foregik med fiktive kørselsafregninger.

Ingen tidligere kritik fra Skat
Bestyrelsesformand i B1909, Jan Bramsen, ønskede ikke at medvirke i et tv-interview, men har afkræftet overfor TV 2/Fyn, at der er blevet snydt med kørselspenge i klubben.

– Skat har kigget på vores regnskaber fra 2013 til 2015, og de er begyndt på 2016. De har ikke givet nogen kritik af klubben, siger han.

Kommunen kigger efter
Odense Kommune har løbende gennemført stikprøvekontrol med regnskaberne hos B1909, og der har hidtil ikke være uregelmæssigheder, fortæller Martin Petersen fra By- og Kulturforvaltningen til TV 2/Fyn og udtaler:

– Som vi vurderer sagen, så er det en sag mellem B1909 og Skat. Vi har sådan set ikke nogen part i den sag. Men vi kikker nu på, om der er noget i de kommunale midler, der er blevet brugt på en måde, som de ikke skulle.

Seneste Artikler
Foreningen CCV nedlægger sig selv
Kartoffelrøsti
Forfølger fodbolddrømmen i Irak
Børn og voksne går i stemmeboksen
Razi indtager den røde løber