Rekordmange børn på fodboldskole

Get2 fodboldskolerne bliver afholdt som et samarbejde mellem Dansk Boldspil-Union, Danmarks Idrætsforbund Get2Sport og de lokale klubber.

Et stærkt hold af frivillige, en målrettet indsats og fodboldens evne til at forene. Det er årsagerne til det rekordstore antal af tilmeldte til Get2 Fodboldskole, som i forrige uge indtog boldbanen bag Vollsmose Torv.

Der var ikke meget græs at finde på banen i sidste uge, da Get2 Fodboldskole blev afholdt for ottende år i træk. Men på trods af varmen var børnene fulde af energi og mødt talstærkt op. 130 boldglade børn var tilmeldt i år. Det er en ny rekord for fodboldskolen, som sidste år havde 85 deltagere.

- Vi har helt sikkert slået os fast som en god fodboldskole herude. Jeg tænker, at deltagerantallet er steget i år, fordi ordet har spredt sig, udtaler Maria Brumvig, der er projektkoordinator hos Get2Sport  i Odense.

Særligt hos pigerne har der været en øget tilstrømning med hele 54 deltagere.

- Vi har haft et støt stigende antal af piger år for år, og i år toppede vi ved faktisk at have næsten dobbelt så mange som sidste år. Det skyldes en målrettet indsats på at få pigerne med også, forklarer Maria Brumvig.

Stor frivillig indsats
De mange deltagere i Vollsmose gjorde fodboldskolen til den største af alle årets fodboldskoler hos Get2Sport. Ifølge Maria Brumvig kan de frivillige trænere fra blandt andet Palæstinensisk-Dansk Idrætsforening tage en stor del af æren for fodboldskolens stigende popularitet.

LÆS OGSÅ: Fodboldpiger gør comeback i B1909

- Vi har ikke haft nogle problemer med at skaffe frivillige trænere herude. Vi har rigtig mange trænere, som udviser en stor interesse for fodboldskolen, og som vi har uddannet gennem kurser. Det siger jo sig selv, at jo flere trænere vi har, jo flere børn kan vi også have, siger hun og forklarer, at en fortsat stigning i deltagere ikke er et mål i sig selv, da fodboldbanen ikke kan rumme mange flere børn.

Nye børn til foreningerne
På en Get2 Fodboldskole betaler deltagerne kun et symbolsk beløb for at være med. Målet er at give børn i udsatte boligområder en masse gode oplevelser samt at fastholde dem i dansk foreningsidræt.

- Mange af børnene spiller i forvejen i de lokale klubber, men der er faktisk også en stor andel, som slet ikke har spillet klubfodbold før. Dem håber vi på at få med ind i foreningerne, udtaler projektkoordinatoren og fortæller, at der eksempelvis blev delt flyers ud til pigerne, hvor de blev inviteret til træning på B1909s nye pigehold. 

Fodbold forener os
Fodboldskolen er for børn i alderen syv til 15 år. Udover de sjove aktiviteter, så gavner fodbold også børnene på mange andre områder, ifølge Get2Sport. 

- Når man går på fodboldbanen, så er man bare fodboldspiller. Man er ikke en specifik etnicitet eller en specifik religion. Det skaber nogle rigtig gode rammer for at knytte venskaber og fællesskaber på tværs, siger Maria Brumvig.

LÆS OGSÅ: Projekt Zlatan sætter fut i fodbolden

Hun mener også, at idrætsforeningerne kan give børnene struktur og tryghed.

- Mange af børnene har brug for stabilitet, kendte voksne, tryghed og faste rammer. Det er noget af det, som foreningsidræt kan give. Man møder på faste tidspunkter og indordner sig efter nogle regler. Det oplever vi, at rigtig mange af børnene er glade for. Derfor kan idræt noget helt særligt i de udsatte boligområder, afslutter Maria Brumvig.

VOXPOP: Hvad synes du om fodboldskolen?

Mohamed Iman, 11 år, Birkeparken

- Jeg synes, fodboldskolen er rigtig sjov. Der er mange ting, vi kan lave, og så kan man møde nogle nye venner. Det er sjovt at spille kamp, synes jeg. Jeg går også til træning ikke så langt herfra i B1909. Min yndlingsfodboldspiller er Messi.

Yahya Chaaban, 9 år, Agedrup

- Det er godt for børn med fodboldskole, og så er det sundt at spille fodbold. Det er rigtig sjovt at spille kamp, og jeg har også scoret mål. Jeg spiller også fodbold normalt og har spillet i PDIF. Min yndlingsspiller er min fætter. Han er rigtig sej til fodbold.

Sarah Kashkoush, 10 år, Bøgeparken

- Det er sjovt at få nye venner og spille sammen, selvom jeg ikke har scoret nogle mål endnu. Jeg har ikke rigtigt spillet fodbold før - kun i skolen. Men måske kunne jeg godt have lyst til det nu. Min yndlingsfodboldspiller er ham med syvtallet, Ronaldo.

Seneste Artikler
’Religion binder os sammen’
Suppe med rester fra køleskabet
Ingen læger vil åbne klinik i Vollsmose
På besøg hos Ældrecenter Øst
Nye tider hos U16: Ud med chips og kage