Amina vil sætte gang i læselysten

Amina Bashir fra Bøgeparken står bag fem dages højtlæsning på Vollsmose Bibliotek i sommerferien. Hun vil inspirere børn og deres forældre til at læse mere skønlitteratur og bruge bibliotekets mange muligheder.

I sommerferien kan børn få læst højt af forskellige rollemodeller på Vollsmose Bibliotek. Det skal give børn læselyst, ifølge initiativtager Amina Bashir fra Bøgeparken.

Da Amina Bashir fra Bøgeparken var yngre, sad hun som regel med næsen i en bog. Fantasy, krimier og biografier – hun slugte den ene roman efter den anden. Når hendes mor sagde, at hun skulle gå udenfor og lege, gik hun ikke på legepladsen, men op på Vollsmose Bibliotek.

– Jeg læste alt. Selv når lyset blev slukket på mit værelse, lå jeg og læste, fortæller Amina Bashir, der i dag er 23 år og læser velfærdsteknologi på Syddansk Universitet.

I sommerferien står hun bag fem dages højtlæsning på selvsamme bibliotek, som hun også i dag besøger ofte. Her kan børn og forældre komme og få læst højt af blandt andre tidligere politibetjent i Vollsmose, Tanya Bjerregård, og musiker, skuespiller og Youtuber Razi Irawani.

Rollemodeller læser
Idéen til at lave en aktivitet med højtlæsning kommer fra Egypten, hvor Amina Bashir boede et par år. Hun læste om et projekt, hvor politiet læste højt for børn, og hun blev inspireret.

– Jeg ville gerne finde nogle forskellige rollemodeller til at læse højt, så børnene kan se, at man kan lave alt muligt – fra at være frivillig til at være musiker – og komme fra Vollsmose, siger hun.

LÆS OGSÅ: Litteraturpatrulje får elever til at læse

– Min fornemmelse er, at der ikke er så mange børn, der læser for fornøjelsens skyld eller bruger biblioteket. Det vil jeg gerne være med til at ændre på, fortsætter Amina Bashir og fortæller, at hun selv har taget sine yngre familiemedlemmer med på biblioteket og fået dem til at læse Harry Potter-bøgerne.

Bøger giver åbenhed
Læsning øger både ordforråd, har en afstressende effekt og styrker evnen til at kommunikere og huske, ifølge studier. Forskning har også vist, at der er en klar sammenhæng mellem læsning af meget skønlitteratur og en høj grad af evne til at sætte sig ind i andres sind. Det sidste har Amina Bashir mærket på egen krop.

– Da jeg var yngre elskede jeg, at jeg gennem en bog kunne se noget fra en anden persons synsvinkel og leve mig ind i deres verden. Jeg har læst meget forskelligt og fra forskellige lande. På den måde har bøger givet mig en åbenhed, siger hun og fortæller, at bøger derudover har givet hende mange gode oplevelser og stunder:

– Jeg elsker stadig at sætte mig alene med en god bog og en kop te. Så hygger jeg mig.

LÆS OGSÅ: Guide: Få dit barn til at elske bøger

Hun håber derfor, at højtlæsnings-arrangementet i ferien vil inspirere børn til at gå på opdagelse på biblioteket og også få læst højt derhjemme.

– Højtlæsning kan få børn til at fokusere og lytte. Og så kan man få gode snakke om historien bagefter, siger Amina Bashir, der selv ser frem til en sommerferie med masser af læsning.

Mandag den 9. juli kl. 14.00: Razi Irawani, sanger og skuespiller
Tirsdag den 10. juli kl. 14.00: Dilma Serrano Jacobsen, naboskabsfrivillig i Vollsmose
Onsdag den 11. juli kl. 14.00: Pia Sigmund, formand for foreningen ’2 timer om ugen’
Torsdag den 12. juli kl. 14.00: Saadia Mahammed Osman fra Bøgeparkens Trashbusters
Fredag den 13. juli kl. 14.00: Tanya Bjerregård, politibetjent

Hvor: Vollsmose Bibliotek
Pris: Gratis

 

Seneste Artikler
Byrådet afsætter 100 millioner kroner til Vollsmose
Vollsmose Boxing og Projekt Zlatan får penge af Østifterne
Ulykkes-bilist sendte fire på skadestuen
Endnu en velskrevet fortælling om Borgia-familien
Angriberen fra Bøgeparken er tilbage