Vollsmose Boxing med i opløbet om stor idrætspris

Vollsmose Boxing er ét af tre fynske initiativer, der har chancen for at vinde 'Danskernes Idrætspris'.

Den populære bokseklub i Vollsmose er med i kampen om at vinde ’Danskernes Idrætspris’. Klubben er indstillet til prisen, fordi den både arbejder på at skabe sportslige resultater og et godt socialt liv for de unge i Vollsmose.

Det er ikke kun i bokseringen, at Vollsmose Boxing gør sig bemærket. Også uden for ’ringside’ giver klubbens resultater genlyd. Klubben er nemlig netop blevet indstillet til ’Danskernes Idrætspris’.

– Vollsmose Boxing er et initiativ, som kobler det gode foreningsliv og seriøse sportslige ambitioner i et udsat område, begrunder blandt andre Mette Skov-Hansen, der er ambassadør hos Danmarks Idrætsforbund (DIF), i en pressemeddelelse.

Hun lægger også vægt på, at Vollsmose Boxing er et styrkende samlingssted for de unge i Vollsmose ved for eksempel at samarbejde med forældre og tilbyde lektiecafé og sociale aktiviteter udover træningen.

Et godt socialt miljø er vigtigt
I Vollsmose Boxing er Shahbaz Aslam stolt over at være med i kampen om ’Danskernes Idrætspris’.

– Det er altid dejligt at få anerkendelse for det arbejde, vi laver. Specielt er jeg glad for, at man har hæftet sig ved vores sociale arbejde, for det er efter min mening meget vigtigt at skabe et godt miljø for unge i et område som Vollsmose, siger matchmakeren i Vollsmose Boxing.

Priser og officiel anerkendelse er ikke helt så nyt længere for Vollsmose Boxing, der for nylig blandt andet blev kåret som ’Årets Ungdomsklub’ af Danmarks Bokse-Union. Sidste år var klubben desuden nomineret til ’Fynsk Idræts Initiativpris’.

Chance for 100.000 kroner
’Danmarks Idrætspris’ er et samarbejde mellem e-Boks, DIF og DR P4, og den endelige vinder kåres i forbindelse med DR’s store show ’Sport 2017’ den 6. januar 2018.

Med prisen følger der 100.000 kroner, men inden Vollsmose Boxing for alvor kan begynde at gøre sig forhåbninger, skal der stemmes. Bokseklubben konkurrerer nemlig mod to andre fynske idrætsinitiativer og derudover initiativer fra alle P4’s otte regioner.

Det initiativ fra Fyn, der får flest stemmer, offentliggøres i P4 Fyn efter afstemningen er slut den 3. november.

Når vinderen fra hver af de otte regioner er fundet, udvælger en dommerkomité de tre bedste, som så går videre til showet i januar, hvor den endelige vinder kåres.

Vil du stemme på din favorit fra Fyn, så klik her.

Seneste Artikler
Se billederne: Vollsmose fejrede eid
Sådan stemte Vollsmose til folketingsvalget
OB inviterer til fodboldstævne
Rabarbertærte
'Loven kræver, at vi beskytter alle mennesker'