Unge vil få andre unge til at stemme

Serge Bodjo (tv) og Hilal El-Hellou (th) under optagelserne til den tredje valgvideo, som skal få de unge i Vollsmose til at stemme. 18-årige Hilal El-Hellou skal selv prøve at stemme for første gang, når der er kommunal- og regionsvalg den 21. november.

En gruppe unge fra Vollsmose vil få andre unge i bydelen til at stemme til kommunalvalget med en række videoer.

– Hey, har du set det valgkort, vi har fået? Skal vi ikke følges op til Camp U og stemme til kommunalvalget den 21. november?

Optagelserne er i fuld gang til en valgvideo, der vil skabe dialog blandt de unge i Vollsmose og få dem til at tage aktivt stilling til, om de vil stemme eller ej.

Skal gøre valget interessant
Det var kun omkring halvdelen af de unge odenseanere mellem 18-29 år, der stemte sidste gang til kommunalvalget. Men det vil en gruppe unge fra Vollsmose lave om på. De vil lokke endnu flere af deres jævnaldrende i bydelen hen til stemmeurnerne, når der er valg tirsdag den 21. november.

– Mange unge synes ikke, det med valg er så vigtigt, fordi de har svært ved at se, hvordan det gør en forskel, om de stemmer eller ej. Derfor er det vigtigt, at vi fortæller om valget de steder, hvor de unge er, og det er på de sociale medier, forklarer 18-årige Hilal El-Hellou, der er med til at lave videoerne og også selv skal stemme for første gang.

LÆS OGSÅ: Derfor stemmer jeg til kommunalvalg

Han kan godt genkende opfattelsen af, at lokalpolitik ikke er vigtigt og ikke er noget, man interesserer sig særlig meget for.

– Jeg har heller ikke selv tidligere snakket med mine venner om kommunalpolitik, men jeg tror på, at hvis man ser sådan en video som vores på Facebook, så kan det være med til, at man snakker om det, siger Hilal El-Hellou.

Genkendelsen er vigtig
Hadeel Al-Hamid er bag kameraet og sørger også for at klippe alle videoerne sammen, så de er klar til at skyde af sted på YouTube og i de unges egne netværk på de sociale medier. Hun er ikke i tvivl om, hvorfor det er videoer som deres, der i højere grad end valgplakater og valgdueller på tv kan få de unge til at stemme.

– De unge skal kunne se sig selv i videoerne og identificere sig med dem. Derfor gør det heller ikke noget, at det ikke er filmet helt professionelt. Det skal faktisk helst se lidt hverdagsagtigt ud og føles lokalt. Det, tror vi, giver en god fællesskabsfølelse og lyst til at tænke over videoerne, forklarer Hadeel Al-Hamid.

Må godt være sjovt
Den 34-årige Qasim Ahmed fra Q’s barbershop i Vollsmose Torv er initiativtageren til videoerne, og for ham er det vigtigt, at budskaberne om valget kan serveres med et strejf af humor.

– Det må gerne være både seriøst og sjovt. Det behøver ikke være kedeligt, fordi det handler om valg. Videoerne må godt give et smil på læben, siger Qasim Ahmed og fortsætter:

– Vi skal ind i de unges hverdag og fange dem der, hvor de er. Facebook er lige i lommen på mobilen, og her kan vi fortælle dem, at de selv kan være med til at påvirke mange forskellige ting i deres hverdag, hvis de bare gider at stemme.

 Den første af de unges videoer handler om, når valgkortet lander i postkassen.
Se videoen her.

 

Seneste Artikler
Foreningen CCV nedlægger sig selv
Kartoffelrøsti
Forfølger fodbolddrømmen i Irak
Børn og voksne går i stemmeboksen
Razi indtager den røde løber