Rådgivere i Vollsmose giver hjælp til julehjælp

Beboer- og ungerådgiver i Vollsmose Sekretariatet, Signe Porsmose-Andersen (tv.) er en af de rådgivere, der hjælper beboere med ansøgninger om julehjælp.

I løbet af de næste par uger kan beboere søge om julehjælp, hvis der ikke er så mange penge på kontoen. Men ansøgningerne kan for mange være svære at udfylde. Derfor kan beboere få hjælp til at søge hjælpen flere steder i Vollsmose.

Et gavekort til en legetøjsbutik, et ekstra beløb på kontoen eller en julepakke med mad og gaver. Hjælpen til trængte familier kommer i mange former, når vinteren og juletiden nærmer sig. Mange forskellige organisationer og kirker uddeler hvert år julehjælp, og ansøgningerne skal som regel udfyldes og sendes ind i løbet af november. Men hvordan man udfylder det korrekte beløb ved sin årsindkomst og får vedhæftet lønopgørelser er ikke så ligetil for alle. Det oplever rådgivere i Den Frie Rådgivning og Vollsmose Sekretariatet.

– Folk kommer som udgangspunkt for at få praktisk hjælp til at udfylde en ansøgning. Vi kan forklare, hvad der skal stå i ansøgningen, finde deres årsopgørelse og vedhæfte de rigtige dokumenter, siger Sara Malmos, der er koordinator i Den Frie Rådgivning i Vollsmose.

Hun fortæller, at der allerede har været en håndfuld personer forbi for at få hjælp til at søge julehjælp hos Røde Kors, Frelsens Hær og Mødrehjælpen.

– Vores overordnede formål er at skabe lige muligheder i samfundet. Derfor vil vi gerne give dem, der har brug for julehjælp, muligheden for at få hjælp til at søge, siger Sara Malmos.

Hjælpen er for alle
I Vollsmose Sekretariatet hjælper rådgivere også med alt det praktiske omkring ansøgningerne, og i sidste uge var en lille gruppe beboere mødt op til en infoaften om julehjælp. Her blev der blandt andet spurgt ind til, hvad julehjælpen består af, og om man kan søge flere steder på en gang, fortæller Signe Porsmose-Andersen, beboer- og ungerådgiver i Vollsmose Sekretariatet.

– Nogle forestiller sig desuden, at det er meget lange skemaer, man skal udfylde, og at man skal klikke sig igennem uoverskueligt mange trin, men sådan er det ikke. De fleste oplysninger har man på hånden, og vi hjælper med alle detaljerne og det digitale, hvis man har behov for det, siger hun og forklarer, at man godt kan søge julehjælp flere steder.

Hun gør også opmærksom på, at i de fleste organisationer er julehjælpen ikke kun til dem, der hører til folkekirken eller fejrer traditionel dansk jul.

– Julehjælp er for alle, og det giver god mening at søge den, selvom man ikke fejrer den på klassisk vis, men gerne vil lave noget hyggeligt med børnene for at markere julen, siger Signe Porsmose-Andersen.

Kirken hjælper også
Vollsmose Kirke har igennem mange år givet julehjælp til mindrebemidlede børnefamilier, som har en tilknytning til kirken. Her kan blandt andet børnefamilier og pensionister hente et ansøgningsskema på kirkens kontor og få hjælp til at udfylde det.

– Vi hjælper gerne med at udfylde ansøgningen, hvis man er i tvivl om noget, siger Inge Reenberg, menighedsrådsformand i Vollsmose Kirke.

Hun fortæller, at de regner med at have mulighed for at tilbyde omkring 30 familier eller enlige julehjælp i form af gavekort til legetøj og varer fra SPAR i Vollsmose Torv.

– Vi giver dog fortrinsvist hjælpen til børnefamilier, for vi synes, at børnene skal opleve glæden ved en julegave og dejlig mad, selvom det er svært at få hverdagens økonomi til at hænge sammen, forklarer Inge Reenberg.

Seneste Artikler
Byrådet afsætter 100 millioner kroner til Vollsmose
Vollsmose Boxing og Projekt Zlatan får penge af Østifterne
Ulykkes-bilist sendte fire på skadestuen
Endnu en velskrevet fortælling om Borgia-familien
Angriberen fra Bøgeparken er tilbage