Skyderi i Lærkeparken efterforskes i de kommende dage

Natten til lørdag blev der affyret skud mod en bil i Lærkeparken. Fyns Politi efterforsker i de kommende dage episoden og vil være mere til stede i bydelen for at skabe tryghed. 

Ingen kom til skade ved skudepisoden i Lærkeparken, der blev anmeldt natten til lørdag den 20. marts 2021. Episoden forventes at være banderelateret, fortæller politikommissær Carsten Dichmann fra Fyns Politi til TV 2 Fyn.

”Det er heldigvis ikke almindelige borgere, der render rundt med skydevåben i Vollsmose. Det er noget, vi har set tidligere, og derfor har vi en kraftig formodning om, at det her selvfølgelig også er banderelateret,” siger han.

Han understreger overfor TV 2 Fyn, at beboere i Vollsmose ikke skal være utrygge ved at færdes ude, da der er en kraftig formodning om, at skyderiet var planlagt mod nogle bestemte personer.

Politiet arbejder på at sikre trygheden

Politiet vil i forbindelse med efterforskningen i den kommende tid være til stede i området med tryghedsskabende patruljer for at sikre, at beboerne i Vollsmose fortsat kan bevæge sig trygt i bydelen.  

Hvis man som beboer ser, hører eller oplever noget, der skaber utryghed eller er mistænkeligt, opfordres man til at kontakte politiet på 112 eller 114.

Seneste Artikler
Beboere bekæmper madspild
Ny klinik skal forbedre seksuel sundhed
Skoletandpleje vil bekæmpe huller i mælketænder
Forestilling om Aladdin er under opsejling
Første årgang på Odinskolen er startet