Spring navigation over

Foregangskvinde for fællesskabet

Marthine Boysen har boet i Vollsmose siden den spæde start. Her fortæller hun om at engagere sig i sit boligområde og gøre noget for andre.

– Der var et fint vibrerende glaslag under gruset, så underlaget blev helt perfekt til petanque, fortæller Marthine Boysen, mens hendes øjne går på uendelig og tankerne tydeligvis vandrer tilbage til en svunden tid.

Marthine Boysen er en af de beboere, der har boet i Vollsmose i længst tid. Siden 1969 har hun boet i den samme lejlighed i Lærkeparken. Hun er således et af Vollsmoses få ’livsvidner’, der kan fortælle om et liv i Vollsmose helt fra den spæde start. Men når hun sidder her ved Lærkeparkens ’nye’ petanquebane, handler det mest om halvfemserne. Det var nemlig i denne periode, at Marthine sammen med en flok andre beboere var med til at grundlægge beboerhuset ’Lærkereden’ og dermed også petanquebanen, der lå et andet sted, end den gør i dag. Det er tanken om det, der får smilerynkerne og det drømmende udtryk i Marthines øjne frem, da Vollsmose Avisen møder hende en solskinsdag i august.


Buskrydning i snestorm


I starten af halvfemserne så Marthine et lille opslag lavet af en gruppe beboere, der ønskede at etablere et beboerhus. Marthine, der lige siden barnsben har været en del af det frivillige foreningsliv, var ikke sen til at melde sig under fanerne.

– Jeg har altid haft et behov for at være engageret i noget – og helst noget andre også kan have glæde af, siger Marthine og nævner, at hun for eksempel både har været frivillig i hjemmeværnet, i Samaritterforeningen og i den afdeling, hun bor i.

Efter den formelle etablering af foreningen bag Lærkeparkens Beboerhus, startede arbejdet med at forberede området, hvor huset skulle ligge.

– Det var hårdt arbejde. Jeg husker, at vi ryddede buske i snestorm, fortæller Marthine.

Det var dog alle anstrengelserne værd. Senere på året stod det nye beboerhus klart. Et træhus på 40 kvadratmeter, der både husede en børneafdeling og en voksenafdeling. Der var dog lidt uenigheder om, hvad huset primært skulle bruges til.

– Jeg ville gerne have, at det skulle være et aktivitetshus, men de andre syntes, at det skulle være samlingssted for kaffe og hygge, fortæller Marthine, der måtte bøje sig for flertallet.


Aktiviteter i hyggeklubben


Alligevel blev det lidt et ’både og’. For ud af kaffen og hyggen opstod der masser af aktiviteter.

– Jeg husker særligt en situation, hvor en dame på et par og firs lærte en dreng på ni år at kneble, fortæller Marthine.

En anden aktivitet i beboerhuset blev petanque, og da den legendariske bane med det fine vibrerende glasunderlag var anlagt, dannede den rammen om mange hyggestunder for Marthine og alle de andre beboere i Lærkeparken, der næres af fællesskabet og det at være sammen om noget.

– Vi har haft så mange gode oplevelser sammen om petanque – både på ’hjemmebane’, og når vi spillede mod andre boligafdelinger i Odense, siger Marthine.

Solen er forsvundet bag skyerne, og Marthine skal tilbage til sin lejlighed, der nu har dannet rammen om hendes aktive liv i Lærkeparken gennem de seneste 47 år. Helbredet tillader ikke længere petanque, men hun kan stadig male og tegne og tage på kunstudstillinger. Så nu nyder hun i stedet godt af andres frivillige arbejde.

– Jeg har nu nået en alder, hvor jeg tænker, at det er ok, at jeg nyder godt af det, andre gør for mig, og ikke omvendt, slutter Marthine med et smil.

Seneste Artikler

Vollsmosedreng med viljestyrke

Læs mere

Vaccine minimerer risiko for svær sygdom og senfølger

Læs mere

FIUK møder superligahold og skriver historie

Læs mere

Beboere bekæmper madspild

Læs mere

Ny klinik skal forbedre seksuel sundhed

Læs mere

Vollsmose Avisen er nu tilbage efter tre måneders pause. I det seneste nummer kan du blandt andet læse om fodboldklubben FIUK, der skriver historie og om 12-årige Rida fra Vollsmose Boxing, der har hovedrollen i en ny DR-dokumentarserie. 

Læs her