Café genopliver brugt elektronik

    19. april 2017 Vollsmose Avisen

    Vi skal smide mindre ud og genbruge mere, mener Keshav Parajuly, der står bag den nye Repair Café i Odense.

    Tekst: Signe Bache

    Er din telefon gået i stykker? Er der hul i yndlingsbukserne? Driller bremsen på din cykel, eller virker dit strygejern ikke? Måske kan det fikses, når Repair Café slår dørene op i Vollsmose Torv lørdag den 22. april fra klokken 11.00 - 15.00. Her står frivillige klar til at hjælpe med at reparere dine ting - helt gratis.

    Fokus på bæredygtighed
    Keshav Parajuly har sammen med Shristi Sharma taget initiativ til Repair Café Odense. Det går helt enkelt ud på at tilbyde et sted, hvor mennesker kan mødes for at give defekte ting nyt liv.

    - Vi vil gerne ændre folks tankegang med Repair Café. Der er brug for, at vi lærer at leve på en mere bæredygtig måde. Det kræver ressourcer at lave nye ting, så vi kan ikke bare blive ved med at smide ud, fortæller Keshav Parajuly, der forsker i miljøteknologi på SDU og bor i Østerhøj.

    Genbrug og fællesskab
    Flere af de frivillige i Repair Café har ekspertise inden for særlige områder som eksempelvis elektronik, tøj, cykler og møbler. Så der er god hjælp at hente, når dine gamle ting skal reddes fra at ryge til skrot.

    - Repair Café handler både om genbrug og fællesskab. Det giver en helt utrolig glæde, når man arbejder sammen om et godt formål. Det er den følelse, vi gerne vil give videre til andre, siger Keshav Parajuly og fortæller om en episode fra Repair Café Odenses første arrangement i marts på Odense Friskole.

    - Der kom en lille dreng forbi med et stykke ødelagt legetøj, som vi hjalp ham med at fikse. Du skulle se hans øjne, da han gik derfra. De strålede af glæde. Det var virkelig det hele værd, slutter Keshav Parajuly.

    Indsend gerne artikler eller forslag til artikler på avis@vollsmose.dk senest kl. 12.00 på dagen, hvor der er deadline, som generelt altid er torsdagen før udgivelse. 

    Se i vores nyhedsarkiv