Røde Kors åbner café for ældre

    15. marts 2017 Vollsmose Avisen


    Hver anden torsdag kan ældre, der søger samvær, mødes med ligesindede i en ny café ved Vollsmose bibliotek.

    Tekst: Ida Sørud

    Hyggelige snakke, foredrag, banko og musik. Det er bare et udpluk af de aktiviteter, som er på programmet i Røde Kors Odenses nyopstartede café i Vollsmose. Caféen henvender sig til ældre, som har lyst til at komme ud og møde nye mennesker i trygge omgivelser. Og der er i høj grad brug for caféen. Det mener i hvert fald Jette Ørnstrup, som er cafékoordinator hos Røde Kors Odense.

    -  Caféen er et alternativ til at få en besøgsven. Der har været stor efterspørgsel på besøgsvenner i Vollsmose. Faktisk står omkring 20 ældre fra området på venteliste, men det er svært at rekruttere frivillige til Vollsmose, så vi kan ikke imødekomme den store efterspørgsel. Derfor var det oplagt, at vi i stedet for etablerede en café herude, siger Jette Ørnstrup.

    Mange ældre er ensomme
    I Røde Kors Odense oplever de, at mange ældre i en eller anden grad oplever ensomhed. Børnene er måske flyttet til den anden ende af landet, vennerne er gået bort, og det kan være svært at møde nye bekendtskaber. I caféen er der folk, som lægger mærke til de ældre og tager hånd om dem.

    - Vi gør meget ud af at være opmærksomme og spørge ind til de besøgende. Hvis de har været væk fra caféen i længere tid, spørger vi dem hvorfor. De ældre skal opleve, at der er nogen, som bekymrer sig om dem, siger Jette Ørnstrup.

    Leder med personlig erfaring
    Lederen af caféen i Vollsmose hedder Jacob Kofoed Larsen. Han har selv oplevet at være ensom, og det var en af grundene til, at han takkede ja, da han blev spurgt, om han havde lyst til at være leder for den nye café, der holder til i lokaler hos Vollsmose bibliotek.

    - Jeg kender selv til ensomhed og kan bruge mine egne erfaringer i arbejdet. Jeg har lyst til at give noget til mennesker, som står i samme situation, som jeg engang selv stod i, fortæller Jacob Kofoed Larsen.

    Caféen har åbent torsdag i ulige uger fra kl. 14.00-16.00, og det koster kr. 20 at deltage. Prisen inkluderer kaffe og kage.

    Indsend gerne artikler eller forslag til artikler på avis@vollsmose.dk senest kl. 12.00 på dagen, hvor der er deadline, som generelt altid er torsdagen før udgivelse. 

    Se i vores nyhedsarkiv