En karmakonge krydser sit spor

    15. marts 2017 Vollsmose Avisen


    Master Fatman var i weekenden DJ til plademesse i Vollsmose Kulturhus. Borgerjournalist John Bonde mødte fynboen til en snak om musik, positive energier og tiden som avisdreng i Vollsmose.

    Tekst: John Bonde, borgerjournalist
    Foto: Jørgen Gregersen, borgerfotograf

    Musikken er afslappet og funky til plademessen i Vollsmose Kulturhus. Men dengang Morten Lindberg – bedre kendt som Master Fatman – var ung i Dalum og gik med aviser i Vollsmose, var det punkens musikalske og oprørske udtryk, der fangede ham og kickstartede hans interesse for musik. En glødende interesse, der siden bragte ham til København, hvor han fik en karriere som DJ, musiker, radiovært, tv-deltager og hurtigt blev et landskendt navn.

    Gik med aviser som dreng
    I dag er den 52-årige DJ tilbage i bydelen, hvor han i årene 1977-78 smed aviser i brevsprækkerne. Det er dog ikke meget han ved, om det Vollsmose, der eksisterer i dag, da han sjældent læser aviser og ser nyheder, men i stedet bare prøver at leve i nuet. Det er derfor i høj grad de oplevelser og indtryk, han fik som ungt avisbud, han kan referere til.

    - I min drengehjerne havde jeg dengang et billede af, at livet i boligblokkene var helt kategorisk opdelt, og at alle vietnamesere for eksempel boede i samme blok, fortæller han.

    Det var før, mangfoldigheden havde gjort sit indtog i Vollsmose. En mangfoldighed som vi skal møde med positiv attitude, lyder det fra Master Fatman, der fortæller, at han altid har haft en filosofi om, at livet handler om at give og modtage kærlighed, om at være positiv overfor sine omgivelser og respektere mennesker på deres egne præmisser.

    Og netop den tilgang til livet afspejles i den positive energi, der flyder ud af den kendte DJ med det varme smil, store korpus og ditto bakkenbarter.

    Mød andre med respekt
    Han har førhen foreslået, at alle mennesker burde lære at byde velkommen på 90 forskellige sprog, så man kan møde sine medmennesker så positivt som muligt.

    - Jeg har selv en afrikansk kone, og hun kan ikke forstå, at vi ikke fanger svanerne, der svømmer rundt i søerne, og spiser dem. For hende er det helt naturligt. Det er blot et billede på, at hun og andre kommer med en helt anden baggrund end vores, og at det er vigtigt, at vi lærer den baggrund at kende og respekterer den, siger Fatman med et sjældent alvorligt udtryk i øjnene.

    - Vi skal også lære flygtninge og indvandrere om vores baggrund og regler. Men vi skal ikke bare betragte dem som flygtninge, men som mennesker og individer med hver deres historie, siger Morten Lindberg.

    Indsend gerne artikler eller forslag til artikler på avis@vollsmose.dk senest kl. 12.00 på dagen, hvor der er deadline, som generelt altid er torsdagen før udgivelse. 

    Se i vores nyhedsarkiv