• Vollsmose NUNyheder, NetTV, aktiviteter med mere
  • Fællesdrift, kontaktoplysninger, projekterne
  • VisitVollsmoseEn (anden) verden af oplevelser
  • Vollsmose 2020Vollsmose 2020
  • Fritid
  • Bolig
  • Rådgivning
  • Offentlig
  • Job
  • Busplan
  • Kontakt os
  • / De redaktionelle linjer

De redaktionelle linjer

Den overordnede redaktionelle linje for Mediehus Vollsmoses medier ser ud som følger:

Vision:

Medierne i Vollsmose skal være med til at skabe en positiv identitet i forhold til at bo i Vollsmose.
Medierne i Vollsmose skal være med til at fremme den enkeltes mulighed for at involvere sig i boligområdet og samfundet gennem aktivt medborgerskab i form af borgerjournalistik.
Medierne er således med til at understøtte Helhedsplanens vision, hvor en bred vifte af projekter har det fælles sigte at skabe ejerskab til området og dets mange indsatser.

Mål:

• Det er målet, at Vollsmoses medier inddrager borgerne i produktionen af medierne og i afgørende beslutninger om fx mediernes udformning, udgivelsesfrekvens, tryk og lay-out.

• Det er ligeledes et mål, at medierne kan være med til at bygge bro mellem forskellige nationaliteter og mellem beboere, Odense Kommune og boligorganisationerne samt øvrige aktører i området.

• Medierne skal således medvirke til, at boligområdets aktører engagerer sig, debatterer med hinanden og sætter fokus på relevante emner.

• Det er målet, at der også efter Helhedsplanens udløb ved udgangen af 2011 skal være medier i Vollsmose. Perioden frem til da skal klarlægge, hvilke medier, der skal være i området på længere sigt. Denne vurdering vil tage sit udgangspunkt i de planlagte læserundersøgelser, omfanget af borgerinddragelse i de enkelte medier samt det økonomiske grundlag på det pågældende tidspunkt.

Kerneværdier:

Troværdighed – Mediehus Vollsmoses (MV) medier skal være boligområdets troværdige formidler.


Uafhængighed
– MV’s medier må aldrig tage hensyn til eller lade sig styre af økonomiske eller politiske særinteresser. Der må ikke kunne rejses berettiget tvivl om mediernes integritet.


Upartiskhed
– MV’s medier skal være fair over for alle parter, holdninger og synspunkter gennem en alsidig journalistik.


Mangfoldighed
– MV’s medier skal henvende sig til alle beboere uanset nationalitet og afspejle mangfoldighed i emner og synsvinkler.

MV’s medarbejdere skal arbejde for disse kerneværdier.


Redaktionel linje for MV’s medier:

MV’s medier er uafhængige medier og afviser ethvert forsøg på indblanding i den redaktionelle frihed. MV’s medarbejdere har som følge heraf retten til at redigere artikler og programmer.

MV’s medier skrives, produceres og redigeres efter journalistiske kriterier som identifikation, aktualitet, væsentlighed og relevans. Dækningen skal være forståelig for alle, nuanceret og borgerinddragende. Historierne skal handle meget om det nære og det positive, men også om væsentlige og samfundsrelevante emner for boligområdet.

Sproget i MV’s medier skal være dansk. Der må intet bringes i avisen, uden at det også står på dansk. Artikler i avisen kan oversættes til andre sprog og bringes på www.vollsmose.dk

MV’s medier bringer gerne debatindlæg og læserbreve. Hvis der er tale om kritik af personer og/eller institutioner/virksomheder vil disse få forelagt debatindlægget i rimelig tid inden offentliggørelse, så vedkommende har lejlighed til at svare på kritikken i samme medie og på samme tid. Se endvidere de etiske retningslinjer nedenfor om krænkende og ringeagtende ytringer.

MV’s medier er forpligtet til at fremme integration og dermed modvirke fornedrende eller fordomsfuld omtale af personers køn, alder, race, etnicitet, nationalitet, tro, seksuel orientering, ægteskabelig status, fysiske handicaps, social status, politisk anskuelse osv. Det indebærer ikke, at MV’s medier skal afholde sig fra at behandle samfundsrelevante emner og konflikter med relation til minoriteter, ligesom MV ikke positivt særbehandler nogle grupper.

MV værner om sin troværdighed og retter faktuelle fejl af betydning. Hvis MV’s medier har bragt urigtige oplysninger eller meddelelser, skal oplysningerne berigtiges hurtigst muligt i samme medie, som de forkerte oplysninger blev bragt.

MV optager annoncer og reklamer i avisen. Redaktion og annoncesalg er principielt adskilt. Dog skal annoncer med injurierende indhold og annoncer med etnisk eller seksuelt diskriminerende indhold undgås.

Etiske retningslinjer for MV’s medier:

MV lægger vægt på, at medvirkende får klare præmisser for deres deltagelse i medierne. Det er medarbejdernes ansvar, at forudsætningerne er forstået, og at der foreligger en klar aftale. MV’s medarbejdere skal sikre sig, at medvirkende forstår den sammenhæng de indgår i, herunder hvor interviewet bliver anvendt, og at artikler og billeder kan blive genanvendt. Hvis der er tale om følsomme emner, giver MV’s medarbejder de medvirkende en grundig information og sikrer sig, at de medvirkende har fået alle de oplysninger, som er nødvendige for at træffe en kvalificeret beslutning.

Medvirkende under 18 år kan ikke give bindende tilsagn om medvirken. Det kan kun den, der har forældremyndigheden. Dog kan unge over 15 år i mange sammenhænge handle på egen hånd. Jo yngre, jo mere behov er der for forældresamtykke, og ”jo tættere på” emnet er, jo mere behov er der for forældresamtykke.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller forringe en persons agtelse, skal efterprøves i særlig grad inden de bringes, først og fremmest ved at blive forelagt den pågældende. Dette gælder såvel citater i artikler og programmer som debatindlæg. Svaret på kritikken skal bringes i samme avis eller samtidigt på hjemmesiden. Selvom nogle afviser at medvirke, skal de i rimelig tid før offentliggørelse forelægges de oplysninger, som kan være skadelige eller krænkende, så den angrebne part har en rimelig mulighed for at svare på kritikken.

Når MV’s medier eller medvirkende omtaler andre, skal det sikres, at ingens ære krænkes uberettiget – fx ved, at der bruges nedsættende ord eller udbredes usandfærdigheder om personer eller virksomheder, som kan genkendes. Det er uden betydning om person- eller virksomhedsnavnet oplyses direkte. MV’s medarbejdere skal være særligt opmærksom på, at nedsættende ord, som i nogle kredse er harmløse, kan virke meget krænkende i andre kredse – eksempelvis på grund af religiøse eller kulturelle forhold.

Ledelse og ansvar

Ansvarshavende i forhold til Medieansvarsloven er leder af Mediehus Vollsmose Benthe Vestergård. Den daglige og praktiske redigerende funktion kan varetages af MV’s avisredaktør Thomas Juhl Bruhn og webredaktør Katrine Frederiksen.

Ophavsret

Det redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre, der er truffet aftale med MV om dette. Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik – det vil sige med klar kildeangivelse - og i det omfang, som betinges af formålet.

Relevante links:
Redaktionel linje for hjemmesiden
Redaktionel linje for avisen

Bogmærk og del
  • De redaktionelle linjer
    • Frivillig i mediehuset
    • Branding Vollsmose
    • Undervisningsmateriale
  • Vollsmose Avisen
  • Vollsmose.dk
  • Priser for annoncering
  • Kontakt os