En mand i tænkeboks
02-04-2011 | Rundt i Vollsmose
Manden, der i øjeblikket har dirigentstokken i forhold til den mulige flytning af Odense Seminarium, hedder Erik Knudsen og er rektor for læreruddannelsen i Odense.
I disse dage fintænker han over alle de mulige fordele og ulemper, der kunne være ved at flytte hele seminariet til Vollsmose, som en midlertidig løsning indtil man endelig kan rykke ind i Odense Teknikums gamle bygninger på Niels Bohrs Allé.
Og det er en balancegang, hvor der skal tages en række hensyn. Hensyn til økonomi og ikke mindst hensynet til medarbejdere og studerende.
- På bestyrelsesmødet i går fik jeg mandat til at gå videre med undersøgelserne, og på den baggrund håber vi at kunne træffe en afgørelse inden for en uge til fjorten dage.
Er der plads nok?
Det der i første omgang bliver det store spørgsmål er, om det overhovedet kan lade sig gøre at være i Humlehaveskolens bygninger.
- Det er klart, at vi ikke rykker så mange mennesker, hvis vi ikke kan være der. Der skal naturligvis også tænkes økonomi ind i puslespillet - altså hvor mange penge, der skal investeres i bygningerne, før end de umiddelbart kan bruges.
På det direkte spørgsmål om Erik Knudsen er positiv optimistisk indstillet eller det modsatte, svarer rektoren ærligt og siger:
- Jeg er hverken eller. Jeg har fået bestyrelsens opbakning i forhold til at teste, om det overhovedet kan lade sige gøre inden for den korte tidshorisont, og overveje de muligheder der kan ligge i forhold til placeringen. Men det er klart, at jeg ikke ville være gået igang med projektet, hvis jeg troede, det var helt urealistisk.
Senest om fjorten dage får vi resultatet at Erik Knudsens overvejelser, og dem kan man naturligvis læse på Vollsmose.dk

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|