Korsløkke børnehjem lukningstruet
04-04-2011 | Rundt i Vollsmose
Ombygning til knap en million kroner er spildt, hvis Korsløkke Børnehjem lukker. Rådmand fastholder, at det er den økonomisk bedste løsning. Hvis politikerne i næste uge beslutter at lukke Korsløkke Børnehjem i Vollsmose, har Odense Kommune spildt cirka en million kroner på at renovere institutionen, skriver Fyens Stiftstidende i dag.
For to år siden fik børnehjemmet nemlig påbud af Arbejdstilsynet om at installere et industrikøkken til knap en million kroner. Samtidig blev samtlige lokaler malet, der kom nye tæpper på gulvene, mens møbler og andet inventar blev udskiftet.
Pris: 900.000 kroner.
Børnehjemmet ligger i dag i seks ombyggede rækkehuse i Bøgeparken, og hvis Odense Kommune opsiger lejekontrakten med Odense Andelsboligforening, skal boligerne føres tilbage til oprindelig stand eller - som det står i lejekontrakten - reetableres.
Det vil sige, at det nye industrikøkken skal rives ned, der skal opføres vægge mellem de fællesstuer, som i dag hænger sammen, og så videre.
Det bekræfter institutionens leder, Leif Steensen, over for Fyens Stiftstidende:
- Hvis man opsiger lejemålet, skal det reetableres, så boligforeningen kan udleje husene på samme vilkår som alle de andre. Altså så det bliver almindelige lejligheder igen med et almindeligt køkken, og hvor der ikke er gennemgang mellem husene, siger han.
Sanderumhus kan dække behovet
Børn og unge-rådmand Stina Willumsen (SF) mener, at Odense Kommune for alvor vil kaste gode penge efter dårlige, hvis pladserne på Korsløkke opretholdes.
- Vi har for ikke så mange år siden renoveret Sanderumhus for et tocifret million-beløb, og dén institution kan i dag dække behovet.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|