16-08-2011 | Kultur og sport
Fire korte dokumentarfilm om livet som ung med indvandrerbaggrund i Danmark år 2011 – af fire unge debutanter fra Vollsmose. Det er kort beskrevet, hvad filmprojektet ’We Need You’ gik ud på.
Filmene har allerede været vist blandt andet i Vollsmose Kulturhus. Men nu er der igen chance for at se eller gense de fire fortællinger, når Odense Filmfestival 2011 løber af stablen i uge 34. Fredag den 26. august klokken 15-17 bliver de præsenteret på Magasinet, Brandts, som en del af festivalen.
’We Need You! 4 nye danmarksbilleder fra Vollsmose’ består af fire korte dokumentarfilm, som hver især på meget forskellig vis giver et indblik i fire unge ’nu-danskeres’ liv med afsæt i det udskældte boligområde Vollsmose.
Hudløst ærlige film
De fire debuterende filmskabere – Sally Issaoui, Fateh Warraich, Ayat Al-Badri og Alaa Abdol-Hamid – fortæller i deres egne film hudløst ærligt om dem selv og deres syn på verden og livet. Med alvor og glimt i øjet. De går bag om avisernes spisesedler og fortæller om integration, som lykkedes, men også om følelsen af at være splittet mellem to kulturer.
’We Need You’ er blevet til i tæt samarbejde mellem Vollsmose Kulturhus og Odense Filmværksted –med hjælp fra Oscar-vinder Martin Strange, filminstruktør Christina Rosendahl samt den aktuelle dokumentarist Sami Saiff, der blandt andet har lavet ’Tommy’ om poplegenden Tommy Seebach.
Efter filmene, som varer 45 minutter, vil der være mulighed for at høre filmskaberne fortælle om filmene på Magasinet, lige som man kan stille dem spørgsmål om projektet.
De fire film
’Når tørklædet i ringen erstattes med dialog’ (07:43 min.), instr. Alaa Abdol-Hamid
Hverdagen er ikke altid nem, når man kommer fra et andet sted, ser anderledes ud eller taler et andet sprog. Man bliver hele tiden konfronteret med hvem man kunne være, frem for hvem man reelt er. Enten kan man vælge at isolere sig og sige ’det er det’, eller man kan hoppe ind i ringen og tage kampen op. Alaa Abdol-Hamid har valgt det sidste, men har erstattet boksehandskerne med humor.
‘Leaving for a little while’(10:53 min), instr. Sally Issaoui
En dannelseshistorie, der skildrer den 18-årige gymnasieelev Sally Issaouis personlige rejse til Palæstina. Filmen er optaget og fortalt af Sally selv, og titlen peger på det paradoksale i, at en tidsmæssigt relativt kort rejse kan blive retningsgivende for resten af ens liv. Dét sker for Sally i hendes rørende og dramatiske møde med Palæstina - et land fyldt med kontraster, som legemliggør den splittelse Sally føler indeni.
’Ugler i mosen’ (10:50 min), instr. Fateh Warraich
En film om vennerne Fætter og Virus, der bor i Vollsmose. De keder sig og drømmer om at blive rige og berømte, hvem gør ikke det? Men hvordan bliver man berømt hurtigt og let, når ingen – ikke engang den lokale kebabwallah eller ghettoens små drenge – har respekt for én?
’Danskhed på prøve’(13:57 min), instr. Ayat Al-Badri
19-årige Ayat sætter spørgsmålstegn ved begrebet ’danskhed’. Hvad vil det egentlig sige at være dansk? Er det, når man har dansk statsborgerskab, eller når man føler sig som dansker? Ayat tester sin HTX-klasse i indfødsretstesten, som kun tre ud af 20 består, sideløbende med at filmen følger Ayat i hendes lange og seje kamp for at opnå dansk statsborgerskab. Hun har allerede fået to afslag – er tredje gang mon lykkens gang?