11-11-2011 | Kultur og sport
Det er altid noget særligt, når man bokser på hjemmebane. Det giver ekstra spænding, når det er familien og vennerne, der følger med fra ’ringside’.
Så der var forståeligt nok sommerfugle i maven, da to af Olympia 2’s unge boksetalenter, Ali Aziz og Obaida Iraki, var i ringen fredag den 4. november i Skt. Jørgens Hallen i Odense. Dog ikke mere end at de begge gik sejrrige derfra.
- Det gik rigtigt godt. Ali (Aziz, red.) boksede fornuftigt, selvom han var lidt nervøs i begyndelsen. Det var første gang, at far og mor var med ham ude til et stævne, men de kunne være stolte – han vandt med dommerstemmerne 3-0, fortæller drengenes træner, Shahbaz Aslam, og fortsætter:
- Obaida (Iraki, red.) mødte en fyr, der var et år ældre og vejede lidt mere – en høj fyr i forhold til Obaida, som havde en akavet stil og var svær at bokse mod. Men Obaida pressede på hele tiden og vandt også 3-0. Dagen efter stod der i Fyens Stiftstidende, at man skal lægge mærke til Obaida, der er én, man kommer til at høre mere fra i fremtiden.
Hjemmebane igen til jul
Det er Shahbaz Aslam naturligvis helt enig. Obaida Iraki har længe været én af klubbens største talenter. Grunden til, at han boksede mod en tungere og ældre bokser i Skt. Jørgens Hallen, er, at det simpelthen er nødvendigt. Han har efterhånden mødt alle i sin egen vægtklasse, og han har brug for nye udfordringer i forberedelserne til forårets jyske og danske mesterskaber.
Der bliver flere lejligheder til at se de lokale boksere på hjemmebane i denne sæson, hvis man missede stævnet i fredags. For eksempel den 26. december, hvor det igen går løs i Skt. Jørgens Hallen til Bokseklubben Olympias traditionelle julestævne.