31-05-2011 | Nyt om navne
Vollsmose har mange nationaliteter, og sådan skal det blive ved med at være, mener Jens Pilholm, der er nytiltrådt direktør for Boligforeningen Højstrup. Bydelens multietniske islæt er blandt andet det, der skal få folk til at besøge Vollsmose og måske bo der.
Lækkert, lyst, grønt og frodigt. Det er de ord, som den nye direktør for Boligforeningen Højstrup, Jens Pilholm, beskriver Vollsmose med. Og med til beskrivelsen hører også ord som mangfoldigt og multietnisk.
- Det er ikke målet, at der skal bo mange såkaldt almindelige mennesker i Vollsmose. Bydelen er og bliver multietnisk med sine mange nationaliteter. Folk rejser ud i verden for at møde andre nationaliteter. For eksempel er London et yndet rejsemål på grund af de mangfoldige bydele med mange nationaliteter. Besøg da Vollsmose – det er et spændende og charmerende sted, lyder det fra Jens Pilholm, der dermed bakker op om at gøre Vollsmose til et turistmål.
At Vollsmose - blandt andet i kraft af de mange nationaliteter - bliver defineret som en ghetto af regeringen og Socialministeriet, kan få direktøren op i det røde felt:
- Det er uforskammet at stemple en bydel og dens beboere på den måde. Det er et område med nogle særlige udfordringer, det må vi erkende, men så sig det i stedet for.
Når Jens Pilholm skal pege på, hvad der er Vollsmoses særlige udfordringer, så er det det samme, som regeringen peger på i dens ghettodefinition. Nemlig antallet af ledige og antallet af kriminelle beboere. Men det er slet ikke så slemt, som det udråbes til i medierne, mener han.
- Der er ikke brug for ret store justeringer, for det går den rigtige vej i Vollsmose. Men der forestår en kæmpe opgave, når det drejer sig om at forbedre områdets image. Det er op ad bakke, når for eksempel Jyllands-Posten skriver, at bombemanden, der lige nu bliver retsforfulgt om planerne om at bombe avisen, er vokset op et ’vollsmose-lignende’ sted. Så kunne de da i det mindste skrive Gellerup-lignende, lyder det fra direktøren.
Jens Pilholm mener, at det er vigtigt at få lukket Vollsmose op for omverdenen, så bydelen bliver en del af Odense. Han ser gerne både flere arbejdspladser, studerende og turister i Vollsmose. Foto: Thomas Juhl Bruun
Ny rolle for boligorganisationerne
Jens Pilholms indignation på Vollsmoses vegne er tydelig. Det gælder også de indsatser, som sker og skal ske, i for eksempel den nuværende helhedsplan, der udløber sommeren 2012, og den formodentligt kommende helhedsplan.
- Både kommunen og boligorganisationerne er underlagt et puljetyranni. Der skal med jævne mellemrum søges penge til fysiske forbedringer og boligsociale indsatser i form af tidsbegrænsede projekter, og det gør det svært at bevare overblikket og se helheden i det hele.
Boligdirektøren fremhæver, at det er en ny rolle for boligorganisationerne, at de ikke blot skal varetage den fysiske standard af boligerne, men også skal involvere sig i boligsociale indsatser.
- Vi er gået fra alene at skulle fokusere på boligerne til også at skulle medvirke til, at folk opfører sig ordentligt. Det er til at se helt konkret, hvad de fysiske forbedringer fører til. Resultaterne af de boligsociale indsatser, som for eksempel netværksdannelse, mediehus med videre, er mere diffuse. Men det er helt sikkert også vigtigt, og vi påtager os den nye opgave sammen med kommunen, siger Jens Pilholm.
Godt samarbejde med kommunen
Han ser kommunen som en stor og vigtig spiller på netop det område.
- Vi har et godt samarbejde med Odense Kommune, og vi er glade for byaftalen. Og netop når det gælder overblik over de sociale indsatser, så har kommunen et særligt ansvar. Men når det derimod gælder Helhedsplanen, så har boligorganisationerne et særligt ansvar, da pengene jo kommer fra den almene sektor, og vi står til ansvar for brugen af midlerne. Disse midler skal bruges til det, som ikke er en offentlig opgave.
Der er dog ifølge Jens Pilholm stadig en fysisk udfordring af de store tilbage, når det gælder Vollsmose. Også den skal løses med kommunen som medspiller.
- Det drejer sig om at få lukket Vollsmose op for omverdenen og blive en del af Odense. De fire veje lukker sig om området, som det er nu. Projektet Multifunktionel Bydel er i den forbindelse meget vigtigt. Kommunen er gået forrest ved at lægge 300 arbejdspladser i området. Vi skal have flere arbejdspladser, mere erhverv, uddannelsessteder, turister og besøgende til Vollsmose. Det er den største opgave de kommende mange år. Den skal vi også løse sammen med kommunen, slutter direktøren fra boligforeningen Højstrup.