Få hjælp til den nye indvandringsprøve på biblioteket

På Vollsmose Bibliotek er man klar til at hjælpe dig med din indvandringsprøve.
24-08-2011 | Rundt i Vollsmose
Vollsmose Bibliotek hjælper og vejleder nu borgere, der skal bestå den nye indvandringsprøve eller den nye medborgerskabsprøve.
Står man som borger i Odense over for at skulle bestå den nye indvandringsprøve eller den nye medborgerskabsprøve, er der hjælp at hente på Vollsmose Bibliotek. Her kan man nu få både vejledning i, hvor og hvornår man kan tilmelde sig prøven og gode råd til, hvordan man bedst forbereder sig.
Specialkonsulent Jette Blåstedt på Vollsmose Bibliotek forklarer hvorfor:
- Siden de to nye prøver, medborgerskabsprøven og indvandringsprøven, blev en realitet, har vi på Vollsmose Bibliotek fået mange henvendelser om hjælp til forberedelse til prøverne. Da Vollsmose Bibliotek i forvejen spiller en stor rolle i forhold til kommunikation og service til borgere med anden etnisk baggrund, har vi valgt at prioritere vejledningen sådan, at man fremover kan booke en decideret tid, hvis man ønsker hjælp.
Tilbuddet om vejledning er gratis og gælder alle borgere i Odense.
Indvandringsprøven
Indvandringsprøven består af en sprogprøve i det danske sprog og en vidensprøve om Danmark og det danske samfund. Indvandringsprøven skal være bestået senest 3 måneder efter, man er rejst ind i Danmark. Det anbefales derfor at begynde at forberede sig lige så snart, man har indgivet sin ansøgning.
Integrationsministeriet har udarbejdet en forberedelsespakke, som består af en undervisningsfilm, indtalt ordliste til sprogprøven, 100 billeder fra filmen med informationer om Danmark og det danske samfund, to eksempler på sprogprøven samt prøveinstruktioner.
Medborgerskabsprøven
Medborgerskabsprøven er for borgere, der skal søge om permanent opholdstilladelse i Danmark. Man kan opnå 15 point for medborgerskab ved at bestå medborgerskabsprøven.
Medborgerskabsprøven er en prøve med 15 spørgsmål om det danske samfund og hverdagsliv - bl.a. foreningslivet, rettigheder og pligter og det danske arbejdsmarked - samt dansk historie og kultur.
Integrationsministeriet har udarbejdet et hæfte – Fakta om Danmark – som man bør læse før prøven. Hæftet findes på www.nyidanmark.dk
Hvordan får man hjælp?
Hvad enten man ønsker hjælp til indvandringsprøven eller til medborgerskabsprøven kan man henvende sig på Vollsmose Bibliotek. Man kan booke en specifik tid hos bibliotekets specialkonsulent.
Yderligere information
For flere oplysninger eller book en vejledning kontakt specialkonsulent Jette Blåstedt, jebl@odense.dk, tlf. 65 51 43 48
Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|