02-02-2011 | Kultur og sport
Forårets musikprogram i Vollsmose Kulturhus er både spændende og varieret, og der er noget for enhver smag. Alle koncerter foregår i kulturhusets Store Sal og så koster det kun 40 kr. i entré pr. koncert.
Torsdag den 10. februar 2011, kl. 20 – 22
:
Strofn er en gruppe glimrende musikere med sangerinden Maria Gottschalk i front, der spiller jazzificerede udgaver af sange fra højskolesangbogen. Det er blevet til et anderledes og spændende bud på guldet fra den danske sangskat. Kunstneren Mai-Britt Schultz vil præsentere historien bag de enkelte sange. Strofn er: Maria Gottschalk – sang, Gert William – saxofoner, Jon Bjarnason – guitar, Martin Ramsgård – kontrabas og Claus Bjerregaard – trommer og percussion.

Torsdag den 24. februar 2011, kl. 20 – 22
:
Uffe Steen Trio
. Gruppens medrivende sammenspil bygger på varierede og iørefaldende melodier. Der bliver spillet original musik i grænselandet af blues og jazz, og ikke to koncerter er ens. Uffe Steen er en gudsbenådet, internationalt anerkendt guitarist med sin helt egen spillestil. Bassisten Thomas Sejthen og trommeslageren Jesper Bo Knudsen fuldender denne unikke trio.
Torsdag den 3. marts 2011, kl. 20 – 22
:
Romie Romero Kvartet
. Den chilenskfødte sangerinde Romie Romero er guide på en rejse rundt i det Sydamerikanske univers. Med sange fra Cuba, Colombia, Argentina og selvfølgelig Chile synger Romie nye og gamle klassikere fra Sydamerika. Kom og oplev når Kulturhuset for en aften bliver til Buena Vista Social Club.
Torsdag den 31. marts
kl. 20 – 22:
D-O-K
er en markant trio, der består af garvede musikere. For eksempel spillede
Preben Devantier (trommer og kor) i legendariske Steppeulvene. Hertil kommer den unikke sanger og pianist Jan Olsen og Ole Kjellerup på guitar og kor. Trioen spiller både egne kompositioner og fortolker traditionelle blues-, roots- og rocknumre, ofte med Latin-inspiration. Dansevenlig Global Rock’n’Blues .
Torsdag den 14. april
kl. 20 – 22:
Fatma Zidan Kvartet
består af den herboende, internationalt skattede egyptiske sangerinde Fatma Zidan, Lars Bo Kujahn på qanun og tabla, Bilal Irshed på oud og Adam Ørvad på harmonika. Sammen fremfører de Fatma Zidans musik, der er et unikt mix af kærlighedssange om erfaringer, længsel og kærlighed til Fatma Zidans hjemland. Oplev en gang spændende World Music, der med egyptiske rødder spænder fra traditionel arabisk musik til moderne pop.
Alle koncerter er støttede af Odense Musikudvalg og Statens Kunstråds Musikudvalg.