27-10-2011 | Helhedsplanen
Under bydelsfesten blev borgerne i Vollsmose spurgt om deres ideer til fremtidens bydel. Der har været mange gode tilbagemeldinger på SMS, og der er nu fundet to vindere.
Over 300 ideer til, hvad der kan gøre Vollsmose bedre i fremtiden, kom ind til bydelsfesten Vollsmose Blomstrer. Og nu man fundet to vindere, selvom udgangspunktet var at finde en enkelt. De gode ideers ophavsmænd har hver fået et gavekort på 500 kroner til Eurospar af Projekt Multifunktionel Bydel, som stod bag konkurrencen.
På dagen blev der sat en projektor op, hvor borgere kunne se bydelen delt op i områder. 12 SMS-agenter blev også sendt ud og fortalte om konkurrencen ’SMS din bydel’, hvor beboere kunne beskrive deres idé og aflevere den til én af agenterne.
- Der var rigtig mange gode ideer. Vi har valgt dem ud, vi mener kan gøre en forskel inden for kategorierne ungdomskultur og aktiviteter. ’Klub for piger over 18 år’ er én af vinder-ideerne, som er sendt ind af Zahra og Nour Arar. Den idé er god, for den viser, at man som ung pige i bydelen vil være en aktiv del af ungdomskulturen. Og at man derfor har brug for et helt almindeligt sted, hvor man kan være ung sammen, fortæller Niels Skovlund, der er projektleder i Multifunktionel Bydel, og fortsætter:
- En gang hvert halve år skal der holdes noget som i dag (Vollsmose Blomstrer). Men hver måned skal der ske noget spændende, man kan komme og opleve. Sådan lyder den anden vinderidé, som kommer fra Arblir Hajrizi. Ideen viser, at Vollsmoses borgere er stolte over at vise bydelen frem til andre udefra og kan lide at være en del af det lokale fællesskab.
Ideerne kan bruges til at udvikle bydelen, hvor beboere kan være med til at præge Mosens udseende i fremtiden.
- Med SMS’erne har vi fået en viden, som vi ellers ikke ville få. Det er en alternativ måde at inddrage borgerne i processer vedrørende bydelen. Og vi ønsker stadig at inddrage borgerne i flere tiltag, siger Niels Skovlund.
Du kan derfor fortsat komme med dine gode ideer om Mosens fremtid ved at skrive en SMS med teksten ’VM [din egen tekst]’ og sende den til 1272.
Multifunktionel Bydel er en del af Helhedsplanen for Vollsmose.
Projekt Multifunktionel Bydels hjemmeside, hvor du kan følge med i byudviklingen og se alle de indkomne ideer: www.multiby.dk