’Vi kan sagtens blive bedre til at inddrage borgerne’
28-01-2011 | Helhedsplanen
Tirsdag 25. januar holdt Center for Boligsocial Udvikling seminar i Vollsmose Kulturhus om ’ressourcebaserede metoder i det boligsociale arbejde’.
Omkring 100 ansatte og frivillige fra forskellige boligsociale bebyggelser i Danmark, herunder Vollsmose, delte erfaringer om, hvordan man kan bringe borgeren i centrum. Blandt andre holdt beboerkonsulent Randi Bang Rønning fra Fællesdrift for Vollsmose oplæg for deltagerne.
- Der er ingen tvivl om, at når man sætter sig ned og lytter til, hvordan man gør andre steder, så giver det én selv nogle tanker om, hvad man selv kan gøre anderledes, fortæller Randi Bang Rønning og giver som eksempel en gruppe beboere fra Mjølnerparken i København, som inspirerede hende til at tænke nyt på seminaret:
- Hvis man skal bruge en ressourcebaseret tilgang, skal man som professionel turde træde et skridt tilbage og lade tingene ske – lade borgerne selv tage ansvar. Det gør de rigtig godt i Mjølnerparken, og jeg mener, og håber, absolut, at vi kan gøre mere i Vollsmose. Vi har også borgere ansat i helhedsplanen, men vi kan gå meget længere – flere borgeransatte, at købe mere ind lokalt og bruge lokale ressourcer.
Som en opfølgning på seminariet udarbejder Center for Boligsocial Udvikling en skriftlig opsamling med anbefalinger til, hvordan man kan arbejde med ressourcebaserede metoder.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|