11-11-2011 | Skole og arbejde
Når varmemestrenes unge hjælpere tømmer lejligheder i Vollsmose, falder de ofte over gode og brugbare ting, som andre sagtens kan få glæde af. Derfor åbner de fredag en ny butik i det lokale center, hvor møbler, lamper og ting til husholdningen får chancen for et nyt liv.
På ’bagerens fødselsdag’, i morgen fredag ’den ælte i ælte’, åbner en ny butik på Vollsmose Torv. Den er lidt speciel. For bag disken står medlemmer af bydelens ’UngeTeam’, der ellers er mest kendt for at hjælpe de lokale varmemestre med forefaldende arbejde.
- Noget af det, vi bruger tid på, er blandt andet at tømme lejligheder, når beboere flytter eller afgår ved døden, og der ikke er nogen arvinger til ejendelene. Vi oplever, at der ofte er en masse ting af værdi. Vi har spekuleret over, hvordan man kunne sætte det i system, så de kan blive genbrugt og komme andre til gavn – i stedet for bare at blive smidt i containeren, forklarer Ole Jørgensen, der er projektleder for UngeTeam Vollsmose.
Planen er at prøve at sælge nogle af alle de brugbare genstande, der bliver efterladt i tomme lejligheder i Vollsmose. Det vil blandt andet sige møbler, tæpper, bøger, billeder, lamper, glas, bestik, potter og pander – ja, alt hvad der indgår i en almindelig husholdning.
Åbent seks dage om ugen
Det er UngeTeam, der står som indehaver af den nye genbrugsbutik. Den skal ligge i et 100 kvadratmeter stort butikslokale lige ved siden af politistationen. Butikken kommer til at holde åbent tre timer fra klokken 15 til 18 på alle hverdage. Og fra klokken 10 til 16 på lørdage.
Overskuddet fra salget af genbrug skal ifølge Ole Jørgensen gå til aktiviteter for de unge, der er ansat i projektet.
- Sidst vi havde mange penge i kassen, tog vi ud at spise pizza og var i biografen. Nu taler vi om en tur til foråret, hvor skal ud at prøve at klatre i træer og udfordre os selv, siger Ole Jørgensen og slår fast, at de unge ikke skal til at stå i butik, fordi de mangler noget at lave – tvært imod:
- Vi har masser af arbejde. I øjeblikket har vi 32 ansatte i UngeTeam, og vi er nået det punkt, hvor vi er begyndt at kigge på, hvordan vi får mest muligt ud af de unges arbejdskraft. Det er vi simpelthen nødt til for at imødekomme de mange ønsker, der heldigvis er. De unge mennesker har lært begrebet ’at gå på arbejde’. Og vi har fået skabt en kultur, hvor de unge mennesker selv finder nye medarbejdere. Vi får 10-15 ansøgningen om dagen i øjeblikket, så vi er blevet populære – både blandt de unge mennesker og blandt beboerne.
Det gode formål bakker Vollsmose Torv op om. Centeret har derfor lavet en særaftale om lav husleje.
Centeret bakker op om de unge
- Selvfølgelig hjælper vi med nogle lempelige lejevilkår – som vi i øvrigt gør med alle nye butikker i centeret. Men jeg synes, at tanken bag og arbejdet omkring UngeTeam er meget prisværdigt. Det får aktiveret nogle af de unge mennesker og giver dem indhold i hverdagen, siger centerchef Søren Dollerup, der desuden er glad for at kunne byde velkommen til en genbrugsbutik:
- Genbrug er jo oppe i tiden, og jeg synes bestemt, at butikken udfylder en plads i centeret. Der er omkring 20 procent udskiftning i Vollsmoses boliger om året, og mange står og skal bruge møbler til etablering. Så er det jo oplagt at kunne gå ned i centeret i stedet for alle mulige andre steder. Så jeg tror helt klart på projektet, der oven i købet er et godt projekt for mange unge mennesker.
Vil gerne være selvkørende
I det hele taget er der lagt op til et tættere samarbejde mellem det lokale center og UngeTeam Vollmose. De unge deler allerede nu en gang om ugen brochurer ud for centeret. Og der kan meget vel blive tale om flere arbejdsopgaver i fremtiden, mener projektleder Ole Jørgensen.
- Vi har en ambition om, at UngeTeam Vollsmose ikke nødvendigvis skal slutte med den nuværende helhedsplan til sommer. Vi vil gerne skabe nogle aktiviteter, så projektet kan blive delvist selvfinansieret, siger Ole Jørgensen og slutter:
- Så vi vil prøve nogle ting af og finde ud af, om det kan bære – som for eksempel denne nye genbrugsbutik. Men chancen for, at det kan lade sig gøre, er selvfølgelig større, hvis vi får opbakning fra borgerne i Vollsmose. Så folk skal være mere end velkomne til at komme forbi med ting til butikken. Eller til eventuelt at fortælle, hvor UngeTeam kan komme at hente dem.
Fakta om UngeTeam Vollsmose
Bydelens såkaldte UngeTeam startede 1. juni 2011 som et pilotprojekt i Birkeparken – finansieret af Helhedsplanen for Vollsmose. Tanken var at ansætte unge fra området til at hjælpe ansatte og beboere med forefaldende arbejde. For eksempel renovation, havearbejde og oprydning.
Projektet har fra begyndelsen kørt i privat regi. Formelt er det firmaet Odense Rengøringsservice, der har ansat de unge til en overenskomstmæssig løn. I dag udfører de arbejde på hele Åsumvej og Vollsmose Allé. Og fremover skal de unge også drive genbrugsbutik i centeret.