UngeTeam: Tak for opbakningen til vores butik
17-01-2012 | Helhedsplanen
- Vi er glade for den opbakning, der har været. Vi kan se, at der er et behov for vores butik – både på det salg, der er, men også på de donationer, der kommer fra beboerne.
Sådan siger Ole Jørgensen om UngeTeam Vollsmoses – stadig forholdsvis – nye genbrugsbutik på Vollsmose Torv. Han er projektleder for UngeTeam, der driver butikken:
- Vi har indtil videre solgt genbrugsvarer for omkring 10.000 kroner – det svarer sådan cirka til, at vi har tømt butikken tre gange. Så der er en stor udskiftning, men sådan skal det også være. Vi skal have skabt en følelse af, at det altid lige er fem minutter værd at gå ind for at se, hvad der er.
Det er alt lige fra røremaskiner over bøger, gamle lp-plader, musikinstrumenter, møbler, fjernsyn og ikke mindst ’en frygtelig masse tøj’, man kan finde til fordelagtige priser på butikkens hylder. Køkkenting, glas og tallerkener – ja, faktisk alt, hvad der skal til for at starte et nyt hjem i Vollsmose.
- Vi har udvidet genbrugsbutikken med en lagerfunktion, hvor vi har fået små 400 kvadratmeter. Der er vi begyndt at stille nogle af de større ting op, fordi vi ikke længere kan have dem i butikken. For eksempel senge og møbler, fortæller Ole Jørgensen, der går med planer om et samarbejde med nabobutikken, Outlet North, om salg af børnetøj.
På trods af den gode opbakning fra borgerne i Vollsmose håber Ole Jørgensen, at der vil komme endnu flere kunder i butikken:
- Omsætningen er i højeste grad stigende. Fra vi startede til nu har vi set en omsætningsstigning på 15-20 procent. Men vi kunne godt bruge en yderligere forøgelse på omkring 30 procent – så ville vi være deroppe, hvor det løber rundt og giver en lille smule overskud. Så behøver vi ikke spekulere på, om vi kan fortsætte efter den 30. juni, når den nuværende helhedsplan udløber, siger han.
UngeTeam er et projekt under Helhedsplanen for Vollsmose. Det er unge på 15-17 år fra lokalområdet, der står for den daglige drift – når de ikke hjælper borgere og varmemestre med forefaldende arbejde i området.

Skriv din mening
Åbningstiderne på UNGETEAMs genbrugsbutik
Indsat d. 10 februar 2012 kl. 14:33 af Mona Glad på alles vegne for initiativet... I glemmer at fortælle om de nye åbningtider, men det er måske med vilje, så det ikke bliver så fastlåst?? Men de åbningstider kan der måske orienteres om løbende på nettet. Jeg har prøvet at komme til en lukket dør med en masse til butikken, og det er ikke sjovt at fylde en taske med varer, som man så ikke kan komme af med, og så HELLER ikke har plads til de indkøb man efterfølgende gerne skulle have haft med hjem. Med venlig hilsen Mona Juma |