Unge med netværk klarer sig bedre
07-10-2011 | Skole og arbejde
Gode venner, et godt nærmiljø og opbakning fra forældrene er afgørende for, om unge indvandrere klarer sig godt i skolen. Det viser en interviewundersøgelse fra AKF, Anvendt KommunalForskning.
Undersøgelsen er baseret på dybdegående interview med 13 unge indvandrere i 8.-9. klasse på en skole, hvor halvdelen af eleverne stammer fra ikke-vestlige lande. De unge indvandrere i interviewundersøgelsen klarer sig godt fagligt i skolen og har det til fælles, at deres egne faglige ambitioner er høje, og at de har et netværk, hvor de kan hente hjælp til deres lektier. De bakkes kraftigt op af deres forældre, som ønsker, at de klarer sig godt i skolen og får sig en uddannelse. Disse ambitioner smitter af på de unge.
Multietniske kammerater
De unge er også meget opmærksomme på, om undervisningen i skolen er god. Alle de unge oplever, at de har et godt forhold til lærerne, som de først og fremmest vurderer på deres undervisningsmæssige kvalifikationer. Derudover er gode kammeratskaber også vigtige for de unges faglige trivsel, viser undersøgelsen.
De unge danner venskaber på tværs af nationaliteter, og de unge indvandrere oplever ingen skel i klasserne mellem danske unge og indvandrerunge. De unge grupperer sig i højere grad ud fra faglig dygtighed, og det går på tværs af elevernes oprindelseslande, fortæller undersøgelsen.
Projektet er finansieret af den del af det strategiske velfærdsforskningsprogram, som (det tidligere) Integrationsministerium står for, og af AKF.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|