25-11-2011 | Skole og arbejde
Nu skal de sidste tomme lokaler i det lokale center fyldes op, så der for alvor kan komme gang i forretningen. Derfor er centerchef Søren Dollerup klar til at tilbyde potentielle butiksindehavere mindst mulig risiko og bedst mulige forhold på Vollsmose Torv.
Nu er der efterhånden kommet styr på alt det funktionelle, et moderne indkøbscenter kræver. Så nu mangler der bare at blive fyldt helt op med butikker i det lokale butikscenter, Vollsmose Torv.
For at overbevise potentielle iværksættere har centeret valgt at lempe på de vilkår, man bliver tilbudt som ny lejer. Det gælder den periode, man binder sig for i lejekontrakten. Og det gælder den såkaldte ’afståelsesret’ – retten til at sælge lejemålet videre til en anden. De to nye tiltag skal især tiltrække mulige butiksindehavere, der allerede har erfaring med at drive forretning.
- Det kommer af, at vi har lyttet til folk herude – både butiksejere i centeret og almindelige mennesker, vi møder og snakker med, forklarer Søren Dollerup, centerchef for Vollsmose Torv:
- Vi har erfaret, at dygtige iværksættere bliver en smule skræmt af en lang bindingsperiode og manglende afståelsesret. Vi vil gerne have flere iværksættere med erfaring ind i centeret. Så nu sørger vi for, at risikoen for dem er minimal. De skal ikke binde sig for en lang periode, selvom det er normalt, at butikslejere laver en aftale på mellem to og fem år. Det er lidt risikabelt for os, men det er nok nødvendigt.
Nemmere at sælge butikken videre
Det er vigtigt for iværksættere i et område som Vollsmose, at de kan sælge deres forretning videre uden at skulle spørge om lov. Det er ellers normalt ikke noget, butiksudlejeren – altså for eksempel Vollsmose Torv – er så vild med. Men også her er det nødvendigt at justere. Så det gør det lokale center nu.
- Vi ændrer det sådan, at fremtidige lejere kan opnå afståelsesret på deres butik. Det er mere udbredt herude, at man ønsker at bygge en butik op for at sælge den videre. Og vi vil gerne tilpasse os i forhold til området og understøtte den mulighed, siger Søren Dollerup.
Det er dog ikke kun erfarne iværksættere, centeret gerne vil have flere af. I dag er mange af butikkerne på Vollsmose Torv ejet af driftige mennesker, der ikke har den store erfaring i at drive virksomhed i Danmark.
Sådan skal det blive ved med at være. Derfor vil centerchef Søren Dollerup gerne hjælpe med gode forhold, hvis man går rundt med en forretningsmand i maven, men er lidt nervøs for at kaste sig ud i det.
Prisen for at leje må ikke afskrække
- Vi er bevidste om, at hvis man som ny butiksindehaver kommer direkte fra offentlige ydelser, som for eksempel starthjælp, så står man uden indtægt fra dag ét. Og vi ved, at det ikke er alle, der har mulighed for at lave den store opsparing, siger Søren Dollerup og fortsætter:
- Så vi vil gerne hjælpe med gode forhold. Vi vil kigge på den enkeltes forhold, så det i hvert fald ikke skal være prisen på lejemålet, der skal være en hæmsko for at komme i gang. Vi er meget behjælpsomme med i en indkøringsperiode at tilbyde en husleje, der passer til den enkelte.
Derudover arbejder Vollsmose Torv tæt sammen med Jobcenteret og Udvikling Odense. Søren Dollerup er i dialog med kommunen om, hvordan man bedre kan skabe en iværksætterkultur i Vollsmose generelt.
Vil hjælpe i gang med vigtig viden
- Man har allerede nu mulighed for at kigge ned på centerkontoret til en snak. Det kræver, at man har forberedt en ide og gjort sig nogle tanker om, hvad man gerne vil sælge, og hvad men godt kunne tænke sig. Har man mulighed for at sætte nogle tal på, vil det være fint. Men ellers skal vi nok hjælpe. Vi har nogle kompetencer på kontoret, så vi kan hjælpe med at konkretisere ideen og lavet et budget, så man får sin vision parret med den konkrete virkelighed, siger centerchefen og slutter:
- Vores udfordring er, at der er mange, som gerne vil, men som ikke får den hjælp og viden, der skal til. Derfor når mange slet ikke at komme i gang. Eller de kommer i gang på et forkert grundlag. Så vi vil altid åbne for den dialog – det er det, vi gerne vil stå for.
Fakta om Vollsmose Torv
Der er 75 butikker på Vollsmose Torv. Størrelsen svinger fra cirka 20 til 200 kvadratmeter. Lige nu er 43 af butikkerne udlejet, hvilket svarer til cirka 57 procent. Senest har en somalisk købmand åbnet butik over for centerslagteren, der er kommet et nyt børnetøjs-outlet og en ny tøjbutik samt UngeTeam Vollsmoses genbrugsbutik.
Ønsker man at åbne en butik i centeret, skal man kontakte Jakob Stilov på tlf. 2229 0040 eller Søren Dollerup på tlf. 2281 4121. Man kan dog også komme forbi centerkontoret til en uforpligtende snak på hverdage mellem klokken 09 og 14.
For tiden er Vollsmose specielt på udkig efter en legetøjsbutik, en skobutik samt fødevarebutikker generelt – for eksempel nationale specialiteter, grønt, fisk, krydderier eller ost.