11-11-2011 | Kultur og sport
Af Alla Hussein, borgerjournalist
Lørdag var der gadefest for unge fra hele landet i det lokale center. Her kunne de prøve kræfter med blandt andet parkour, dj-ing, rap og street art. Avisen bringer her et par beretninger fra den festlige dag.
Et overrflødighedshorn er et symbol kendt fra den antikke græske mytologi, der på magisk vis forsyner sin ejer med ubegrænset mad og drikke. Det beskriver meget godt Street Party Camp på Vollsmose Torv lørdag den 5. november - som det overflødighedshorn af rap, breakdance, parkour, spoken word og street art, det var.
Det er første gang, der afholdes en street event af den størrelse i Vollsmose.
Jan Samuelsen, der er projektleder for Street Party, fortæller at formålet med Street Party er at lave tilbud til unge inden for street-kultur, som er baseret på to ting: Læring og underholdning.
Læringen består i afholdelsen af workshops, hvor man kan forbedre sine evner og lære af andre. Og underholdningen består af blandt andet koncerter og ’rap-battles’, hvor man kan få lov til at vise sine evner i konkurrence med andre.
Ideen om at lave en slags landsstævne i street art opstod efter afholdelsen af et mindre Street Party i Vollsmose i sommeren 2010. Og selve realiseringen af eventen blev gennemført med et stort team af frivillige fra organisationen Street Party i København - i samarbejde med Vollsmose Kulturhus, Vollsmose Torv og projekt Multifunktionel Bydel, der hører under Helhedsplanen for Vollmsose.
Street Party Camp-deltagerne var piger og drenge mellem 14 og 18 år fra hele landet. Blandt andet fra Aabenraa, Odense, Frederiksberg, Albertslund - og Malmø!
De unge viste stor interesse og gå-på-mod, og de sugede til sig fra de professionelle workshop-ledere, som blandt andre talte danser Martin Gammelgaard og verdensmester i spoken word Ian Keteku fra Canada.
Koncerter og battles
Dagens værter var Arif Hussain, som til daglig går på Tietgenskolen i Odense. Og fra Street Party-organisationen var det Carlos, også kaldet ’Mund de Carlo’. De præsenterede dagens program fra de to scener, ’Undergrunden’ og ’Battle Zone’.
Programmet bestod af koncerter og battles med en række kunstnere, som tilsammen repræsenterede et bredt spektrum af street-kulturen. Da jeg fangede Mund de Carlo hen ad eftermiddagen, sagde han med et stort smil:
- Stemningen er fed. Det er rigtigt sjovt at se så mange forskellige mennesker samlet på ét sted. Jeg glæder mig til resten af aftenen.
Et af de mange store navne på dagen var den iranskfødte svensker Behrang Miri. Hans musik har politiske og kontroversielle undertoner, og han rapper på en blanding af svensk og iransk. Han har tidligere optrådt i Volllsmose og kan rigtig godt lide at være i bydelen.
- Her i Vollsmose er der en forskellighed og en flerkulturel mangfoldighed, som jeg synes minder om Malmø og der, hvor jeg er vokset op. Det er den her forskellighed, jeg interesserer mig for, siger Behrang Miri.
Senere på aftenen støder jeg igen på projektleder Jan Samuelsen, som jeg også mødte tidligere. Han virker glad. I forbifarten spørger jeg ham, om han er tilfreds med dagen. Han svarer:
- Ja! Og vi truer allerede med at komme igen...