12-08-2011 | Rundt i Vollsmose
15 unge piger fra Vollsmose cyklede i slutningen af juli Fyn Rundt. Det var kulminationen på flere måneders træning samt uddannelse i kost og motion i cykelprojektet ’Stjernerne fra Vollsmose’. Pressen fulgte godt med i pigernes afsluttende etapeløb.
At det er god historie, kan ingen være i tvivl om. Journalister og fotografer har sværmet om de 15 teenager-piger fra Vollsmose, der i løbet af en uge i slutningen af juli cyklede 314 kilometer Fyn rundt. Det er blevet til både langvarige radioindslag, store helsides-artikler og positive tv-indslag. Så det er ikke falsk varebetegnelse, når cykelholdet kalder sig ’Stjernerne fra Vollsmose’.
- Vi fik blandt andet næsten tre minutter på de landsdækkende TV 2-nyheder. Det er meget, meget fint, mener en stolt Flemming Larsen, der sammen med Safaa Abdol-Hamid trænede og cyklede med Vollsmose-pigerne, efter hjemkomsten til torsdag 28. juli:
- Journalisterne mødte os på den sidste etape fra Bogense og hjem til Odense. De fulgte os hele vejen til Odense og var også med, da vi kørte i mål ved Bøgetorvet.
På Bøgetorvet stod pigernes familier klar til at tage imod de trætte, men glade cyklister. Det har fra starten været en hovedtanke med projektet, at forældrene skulle engageres på sidelinjen.
Ingen alvorlige uheld
- Vi har været bevidste om vores metode, og derfor har der også været stor forældreopbakning. Forældrene er rigtigt stolte af deres børn. En mor fortalte mig for eksempel, at hele familien sad samlet, da hendes datter var i fjernsynet. De troede hun ville være nervøs, men hun klarede det flot, fortæller Safaa Abdol-Hamid:
- Vi kan kun sige, at projektet har været vellykket. Pigerne har lært at bruge cyklen, fået praktisk viden om sund kost og motion, og der har været 100 procent forældreinddragelse.
Turen er gået fra Vollsmose og rundt på en prolog i Odense. Derefter til Kerteminde i silende regnvejr, hvor første ’kulturelle stop’ var vikingeskibsmuseet i Ladby. Dagen efter gik turen videre til Svendborg, inden den 82 kilometer lange ’kongeetape’ over Faa-borg til Assens.
- Vi stoppede blandt andet på Faaborg Havn, hvor der ligger nogle gamle træskibe. Så kunne vi snakke om Danmark som gammel søfartsnation, siger Flemming Larsen, der sammen med Safaa Abdol-Hamid har tegnet og fortalt undervejs på hele turen, så pigerne også har lært noget om dansk kultur uden for Odense.
Fra Assens fortsatte cykelholdet til Bogense inden sidste etape tilbage til Vollsmose.
Pigerne cykler videre
Pigerne, der har deltaget i projektet, får lov til at beholde det lyserøde cykeltøj og de sponsorerede racercykler, de har kørt på. Men ellers ligger cykelprojektet stille lige nu, da de fleste af pigerne holder ramadan-måneden hellig.
Folkene bag håber, at pigerne vil fortsætte med at gøre brug af udstyret, som er betalt med midler fra Odense Kommune – Cyklisternes By. Og til september samles holdet igen. Blandt andet for at gennemgå de testresultater, som Institut for Idræt og Biomekanik på SDU har samlet sammen undervejs. Her skal det vise sig, hvor stor betydning mere end 1000 kilometers cykling hen over foråret og sommeren har.
- Én af pigerne sagde til TV 2, at hun aldrig har cyklet til skole før, men altid er blevet kørt af sine forældre. Nu cykler hun – og det håber jeg, hun bliver ved med, slutter Flemming Larsen.
Uddrag af pigernes dagbog fra turen Fyn rundt
Af Taima Zaamia, Zainab El-Hassan, Asmaa El-Ali og Noor Abdel Rahman
SØNDAG 24. JULI: Vi cyklede forbi Munkebo og til Kerteminde. Vi cyklede rigtig hurtigt og passede på hinanden. Vi var alle samlet. Vi cyklede over til Vikingemuseet. Der var en frivillig guide, som fortalte om vikinger og hvordan de levede dengang.
Vi cyklede i alt 45 km og var stadig friske. Men det regnede meget, så vi var alle rigtigt våde. Det var, som om vi havde været under bruseren.
Min far og min storesøster er kommet forbi for at sige hej. Jeg er rigtig glad for, at min far er stolt af mig. Vi skal være i seng klokken 22, så jeg må hellere slutte nu. Jeg glæder mig rigtig meget til i morgen.
MANDAG 25. JULI: Vi cyklede til Nyborg Havn, hvor vi mødte Per, Jan og Rasmus, som stod klar til at cykle med os. De tre er politibetjente i Vollsmose.
Nyborg Havn blev før i tiden brugt til at sejle biler, cykler og personer over til sjælland. Det bruger man ikke havnen til mere, fordi vi har fået Storebæltsbroen. Vi cyklede videre til Damestenen, Danmarks største sten. Stenen vejer 1000 ton.
Vi har cyklet 70 km, og der var undervejs 13 punkteringer. Der var to, som styrtede, men de kom ikke til skade. Alle har det godt. I morgen skal vi tidligt op igen for at cykle. Min glæde er på størrelse med havet.
TIRSDAG 26. JULI: Vi startede med kampråbet ’Vi kan, Vi skal, Vi vil, hey hey hey’. Og så susede vi derudaf. Vi cyklede til havnen i Faaborg. Safaa blev interviewet af en journalist. Det tog lang tid. Så vi truede med at kaste hende i havnen, men kun for sjov.
Vi cyklede videre. Der var rigtig mange bakker, store bakker. Men Flemming har fortalt mig, at på afstand ser bakkerne store ud, men når man kommer tæt på, er de ikke så store. Det var rigtig nok. I dag var der mange, der blev trætte, men vi blev ved. Folk der ikke cykler, går glip af noget.
Pludselig kom min mor, far, lillebror, lillesøster og bedstemor med mad til os alle. Mine forældre var rigtig stolte af mig. Det var jeg rigtig glad for. Dagen har været fantastisk. Det var den bedste dag i dag.
ONSDAG 27. JULI: Vejret var rigtig godt. Ikke ligesom de andre dage. Der var ingen vind, så vi cyklede hurtigt. Den rute, vi tog, gav mange bakker. Jeg ser ikke meget af udsigten, når vi racer op ad bakkerne, fordi jeg fokuserer. Når vi racer ned af bakkerne, ser jeg udsigten, og i dag så jeg hav. Det var rigtig, rigtig flot. Jeg vidste ikke at Danmark er så flot. Udsigten var som et maleri.
Alle de mennesker, vi har mødt, synes, at vi er seje. De kommer og siger det til os. De er så søde. Jeg fik at vide, at jeg cyklede godt i dag. Det gjorde mig glad, for jeg gjorde mit bedste og vil gøre mit bedste altid.
I Bogense kom vi til at cykle forkert. Vi kom alle til at cykle ud til havnen, og der mødte vi min skoleinspektør. Min skoleinspektør har en café ved havnen, så hun inviterede alle fra holdet på italiensk is. Den havde hun selv lavet. Det er den bedste is, jeg nogensinde har smagt.
I morgen er vores sidste etape. Vi kommer til Bøgeparken kl. 14, hvor alle vores venner og vores familie venter. Jeg ved jeg kan, selvom det er hårdt. Jeg håber at vores hold fortsætter, og at vi næste gang cykler Danmark rundt.
www.stjernernefravollsmose.dk
På projektets hjemmeside finder du blandt andet pigernes dagbog i sin helhed. Du kan også stadig finde indslagene på TV 2 og TV 2/Fyn om ’Stjernerne fra Vollsmose’ på TV 2’s hjemmeside, tv2.dk. Og på www.vollsmose.dk finder du et fotogalleri med flere af Flemming Larsens billeder fra turen.