Vollsmose-koret ’Stemmer fra Vollsmose’ var med, da dronningens regentjubilæum blev fejret på Københavns Rådhus. Det var en stor, men også lidt hård, oplevelse. Læs John Bondes beretning her:

De var der alle sammen. Konger og dronninger, prinser og prinsesser, ministre og andre med høje positioner i det danske samfund. Alle omkranset af et kor på cirka 500 medlemmer – inklusive Stemmer fra Vollsmose. Københavns Rådhus var rammen om en del af fejringen af dronningens 40 års jubilæum. 

Det var mørkt, da vi kørte mod København. Og det var mørkt, da vi vendte snuden mod Odense igen. I den mellemliggende tid var vi udsat for lange ventetider, sult og oplevelser i særklasse.

Vi ankom tidligt om formiddagen til en solbeskinnet, men råkold Rådhuspladsen i København. Pladsen var fyldt op med kormedlemmer, der ventede på at blive tjekket at politiet og komme ind i varmen. Efter lidt ventetid fik vi anvist en plads på balkonen – og hvilken plads. Vi havde udsigt over hele salen, hvilket senere viste sig at være en stor fordel. Efter en kort generalprøve ventede vi på, at gæsterne ankom.

Vi var spændte og nervøse, og vi stod meget sammenpresset på balkonen. Nogle af os var sultne, men de få sandwiches, der var sat ud til os, var hurtigt væk, og mange nåede ikke at få noget.

Endelig ankom gæsterne. Først repræsentanter for de højere sociale lag. Så politikere med overborgmesteren i spidsen. Så de royale fra Danmark, Norge og Sverige. Og sædvanen tro dronningen og prinsen til sidst. Alles øjne var rettet mod regentparret – det må være underligt at vide, at alle kigger på én, men det lod ikke til at anfægte dem.

Showet gik i gang med en kort tale af dirigent Frans Rasmussen, og vi indledte med at synge ’Den danske sang’. Jeg er sikker på, at vi alle – royale eller ikke-royale – følte en vis stolthed i det øjeblik. En stolthed over at være aktivt med ved så stor en begivenhed.

Dernæst sang vi en jubilæumskantate skrevet til lejligheden af Anders Koppel og sunget af to kor. Så var det Tivoligardens tur, og de satte stemningen i vejret, mens alle flagrede med det udleverede flag til musikken. Undtaget undertegnede, der tabte flaget, så det faldt ned. Ikke fra himlen, men fra balkonen foran fødderne på det grønlandske kor.

Vi afsluttede med at synge ’I Danmark er jeg født’ med ny melodi af Sebastian. Hele seancen var forløbet smukt og fejlfri. På nær det lille fanefald…

Fra min position på balkonen kunne jeg se alle gæsterne og aflæse deres udtryk. Det var i sig selv en stor oplevelse. Nogle sad uroligt. Nogle kløede sig i håret eller på kroppen. Nogle småblundede måske, og andre småsnakkede. Med andre ord: De opførte sig ligesom alle os andre, når vi er til koncert.

Hvor de i min verden altid har været ikoner og urørlige, blev de nu til mennesker af kød og blod. Og jeg tror, at det er sådan, jeg vil se på dem fremover – som mennesker.

Til sidst stod vi udenfor i kulden og ventede på, at regentparret skulle vise sig på balkonen. Vi forsøgte at få varmen ved at synge nationalsangen med de tusinder andre, der var mødt op. Det var uden overdrivelse en stor hyldest til dronningen.

Efter at Dronning Margrethe traditionen tro havde vinket ned til alle fremmødte, kunne vi sætte os ind i bilen og varmen. Vi havde da stået op i fem timer konstant. Men vi fik alle en oplevelse for livet og en god historie at fortælle vores børnebørn igen og igen.  

Se også indslaget 'Koret sang for dronningen'