Stemmerne fra Vollsmose er nu en forening

Koret anerkendes til kåringen af Årets borger 2011
01-02-2011 | Helhedsplanen
Vedtægter er besluttet og en bestyrelse er valgt. 27. januar var der stiftende generalforsamling for ’Stemmer for Vollsmose’-koret.
- Det er altid lidt historisk at stifte en forening, siger den nyvalgte foreningsformand Helene Løvstrøm.
- Der var et pænt fremmøde på cirka 20 personer, og advokat Kjeld Danielsen fungerede som generalforsamlingens dirigent.
Bestyrelsen kommer til at bestå af: Formand Helene Løvstrøm, kasserer Karol Jensen, og bestyrelsesmedlemmer Tove Jeppesen, Bettina Pedersen og Finn Stampe Mikkelsen.
- Vi øver i Kulturhuset på onsdage mellem 17-20. Interesserede er meget velkomne til at komme og overvære en prøve eller kontakte mig først. Omkring 1. marts holder vi casting med Frans Rasmussen, hvor der vil være optagelsesprøve for nye medlemmer.
Det kendte tv-kor mangler stadig en fast dirigent. Indtil en ny er fundet, vil koret benytte gæstedirigenter. Derudover vil Frans Rasmussen sende dirigenter, når han ikke kan lede koret.
- Vi er et dejligt kor, og vi glæder os til at kunne præsentere en ny dirigent, fortæller Helene Løvstrøm.
7. februar skal ’Stemmer fra Vollsmose’-koret synge i Kulturhuset i forbindelse med et møde med Integrationsministeriet. Og i foråret venter der en større opgave. 7.-8. maj skal koret opføre Carl Nielsens ’Fynsk Forår’ på Mulernes Legatskole sammen med et orkester på 90 musikere.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|