Lær at rappe med Stemmerne
22-06-2011 | Helhedsplanen
Finn Stampe Mikkelsen og John Bonde
Er du kreativ, og har du lyst til at udtrykke dig med rap? Så får du nu mulighed for at lave dit eget nummer, få brændt din egen cd og optræde i kulturhuset foran dine venner og familie.
I samarbejde med Mikkel Oldenburg – kendt fra ’Gintberg på Kanten’ – laver tv-koret ’Stemmer fra Vollsmose’ rap-workshop i sommerferien.
Over en hel uge arbejder Mikkel Oldenburg med deltagerne og hjælper dem til at finde deres indre rapper – i perioden fra 11. juli til 15. juli med stor koncert i Vollsmose Kulturhus lørdag 16. juli. Alle dage er fra klokken 10.00 til 15.00 – undtagen lørdag, hvor koncerten starter klokken 14.00. Her vil der også komme andre kunstnere, der optræder for publikum, men fokus er på dig og dit projekt.
Mikkel Oldenburg vil sammen med deltagerne i løbet af ugen blandt andet komme omkring rim og rytme, sætningskonstruktion, retorik, fantasi og associationer.
- Mikkel Oldenburg er en erfaren ræv i at undervise i rap. Han er god til at lære fra sig og fange de unges interesse, siger Helene Løvstrøm fra ’Stemmer fra Vollsmose’:
- Samtidig vil det også være fint, hvis nogle af de unge har lyst til at synge i ’Stemmer fra Vollsmose’ – at kombinere den moderne musik med den mere klassiske. Det kunne der komme et rigtig godt produkt ud af. Det bliver nogle sjove og aktive dage.
Har du lyst til at lege med, så tilmeld dig workshoppen på mail, workshop@sfv-koret.dk, hvor du skriver navn, adresse, alder og telefonnummer.
Du kan også ringe til Helene Løvstrøm på tlf. 2924 7879 eller Finn Stampe Mikkelsen på tlf. 2711 6101. Sidste frist for tilmelding er fredag 1. juli. Der er dog kun 25 pladser på holdet.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|