Samarbejde på tværs til gavn for Vollsmosebeboere

Simi Jan kommer til Vollsmose
09-03-2011 | Helhedsplanen
Det er de fire projekter: Fritidsjob, Unge2unge, Naboskolen og Mediehus Vollsmose, der er gået sammen om at lave en kursusrække for unge, der vil give dem mulighed for at snuse til forskellige grene af journalisterhvervet.
- Vi gør det her sammen fordi, der ikke er nogen grund til at opfinde den dybe tallerken hver gang, fortæller Rikke Johannesen, projektmedarbejder i Unge2unge.
- Vi kan ligeså godt lave tilbudene til de unge på tværs, så flere får mulighed for at deltage, og flere unge får mulighed for at lære hinanden at kende.
Win/win for alle
- I virkeligheden er det jo en win/win-situation for alle tre projekter, siger Katrine Maruri fra Projekt Fritidsjob.
- Vores mål i projektet er at give de unge de redskaber, der skal til for at få et fritidsjob og senere hen en uddannelse. I det her initiativ, som går på tværs, får Mediehuset måske også gjort nogle unge så interesserede, at de kunne have lyst til skrive til avisen. Det ser godt ud på et cv, både at have været publiceret i en avis, der kommer ud til over 15.000 læsere, og have været engageret i noget frivilligt arbejde. Det er noget de unge helt konkret kan bruge, når de skal ud og søge job, afslutter Katrine Maruri.
- Vi er også meget begejstrede for ideen, fortæller Benthe Vestergård, leder af Mediehuset.
- Initiativet åbner for, at nogle unge i Vollsmose får lyst til at give deres mening til kende, og at de får et kendskab til den journalistiske branche. Vi i Mediehuset kan give de unge sparring og feedback på artiklerne - på den måde skærpes og trænes de sproglige kompetencer til glæde for den unge, men så sandelig også for læserne af Vollsmose Avisen.
Et forløb på tre gange
Foreløbig er der planlagt tre kursusgange. Første gang den 21. marts, hvor Simi Jan, journalist på TV2, kommer og fortæller om reportagen som genre. Simi er nok mest kendt for at reportere fra verdens brændpunkter og har i øjeblikket base i Kabul, Afghanistan.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|