Så er der igen lokaltv i Vollsmose
05-01-2011 | Helhedsplanen
Fra på søndag den 9. januar får borgerne i Vollsmose igen mulighed for at se TV fra deres egen bydel i fjernsynet. Klokken 16.30 går ”Vollsmose Nyheder” i luften første gang på den regionale digitale kanal.
Sally Issaoui er studievært på den første udsendelse, der samler op på nogen af de begivenheder, der har været i den sidste del af 2010. Blandt andet er der reportager fra Stemmer fra Vollsmoses gallakoncert i Koncerthuset.
- Jeg synes det er nogen rigtig gode udsendelser vi laver, siger Sally Issaoui til Vollsmoseavisen, og det er dejligt, at alle nu får mulighed for at kigge med.
Vollsmose Nyheder sender ind til videre i sidste halvdel af ”Odense ser Rødts” sendeflade søndag eftermiddag og der vil komme et nyt program hver måned. De præcise sendedatoer vil blive annonceret i Vollsmose Avisen og på Vollsmose.dk.
- Alle i Danmark har en mening om Vollsmose, men virkeligheden er mere nuanceret, når man ser det indefra, siger Niller Madsen fra ”Odense ser Rødt”. Derfor vil vi gerne lægge sendetid til Vollsmose Nyheder. Kanalen bliver sendt på hele Fyn, og Niller Madsen er overbevist om at historierne fra Vollsmose også vil være interessante selvom man ikke bor i Vollsmose.
Der har tidligere været sendt et meget populært lokal-TV i Vollsmose. ITV, som det hed, sendte en lokal nyhedsudsendelse, der blev skiftet ud hver 14. dag. ITV sendte dog sin sidste udsendelse i 2007, da kanalen blev til Kanal 5 og stoppede med at sende lokalt stof.
- Vi glæder os til at få vores TV-indslag ud i stuerne i Vollsmose og på resten af Fyn, siger Benthe Vestergaard, der er leder af Mediehuset. Der er i forvejen rigtig mange, der ser det på nettet, men der er mange i Vollsmose, der ikke har adgang til Internet og de får nu mulighed for at kigge med derhjemme.
Sådan ser du Vollsmose Nyheder
Vollsmose Nyheder bliver sendt på den regionale Kanal Fyn. Det er den samme kanal som sender TV2FYN+ og en række lokale udsendelser fra hele Fyn. Hvis man kan se DR1, DR2 og TV2 i sin TV-pakke kan man også se den regionale kanal. De seneste Vollsmose Nyheder og indslag kan dog altid ses på www.vollsmose.dk og på Mediehus Vollsmoses facebookprofil.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|