21-10-2011 | Skole og arbejde
Efter sommerferien åbner Roser Skolen i Søhus, og dermed får Odense sin første multikulturelle friskole. Skoleinspektøren hedder Mohammed Bibi. Han kommer direkte fra en stilling som souschef på H. C. Andersen Skolen i Vollsmose.
Man kan roligt sige, at friskolen Roser Skolen har haft en hård start på livet. Efter en langvarig sagsbehandling og et følgende afslag fra Kerteminde Kommune om tilladelse til at drive skole i Kruuses gamle domicil i Marslev besluttede skolens initiativtagere at købe den gamle gartnerskole i Søhus. Og det er vel egentligt ganske passende, at Roser Skolen flytter ind i lokaler med en blomstrende fortid.
Der verserer mange historier om Roser Skolens initiativtagere. Men skoleleder Mohammed Bibi sætter en tyk streg under, at det er ham, der som skolens leder sætter den pædagogiske dagsorden - og ikke familiefonden, der har financieret købet af skolens lokaler:
- Vi kommer ikke til at have koranskole om lørdagen, vi kommer til at undervise i religion i bred forstand, og vi tager ikke udgangspunkt i den ene religion, frem for den anden.
- I vores juridiske grundlag, er det formuleret sådan, at man ikke kan sidde med to kasketter på. Man kan altså ikke sidde i familiefondens bestyrelse og samtidig sidde i skolebestyrelsen, fortæller Mohammed Bibi.
Særligt ansvar for integration
I skolens bestyrelse sidder der forældre med somalisk og arabisk baggrund, og skolen har fået henvendelser fra bosniske, arabiske, tyrkiske og flere andre nationaliteter.
- Så det er forkert at sige, at skolen er en muslimsk eller en arabisk friskole, som nogle medier har døbt den. Jeg har lige siddet og arbejdet med timeplan, og i den indgår der både musik og morgensang, og flere medlemmer af skolebestyrelsen er fra Somalia - jeg ved, at de er kede af, at deres skole kaldes arabisk, siger Mohammed Bibi og fortsætter:
- Vi har som en multikulturel skole et særligt ansvar, når det kommer til integration. Det er derfor, jeg har bedt Odense Kommune om at føre tilsyn med skolen. Vi er en dansk friskole, der følger traditionen for kritisk og fri tænkning. Den skole, som vi vil skabe, er multikulturalistisk. Og som sådan skal den se på de potentialer og de ressourcer, som den enkelte elev kommer med personligt og sprogligt.
Friskolen kommer til at have engelsk-undervisning fra første klasse, og arabisk og somalisk vil fungere på linje med andre sprogfag.
- Jeg har et stort ønske om, at pæredanske elever fra Søhus vil være interesserede i skolen. Jeg vil personligt stå som garant for, at alle elever bliver anerkendt og set som en unik person, og vi vil som skole arbejde med at skabe læreprocesser, som bringer elevernes erfaringer i spil og udfordrer dem, siger Mohammed Bibi.
Skole båret af engagement
Mohammed Bibi forventer også en hel del af elevernes forældre:
- De vælger selv, at deres børn skal gå på skolen. Det, tror jeg, betyder en hel masse for det engagement, de kommer til at lægge for dagen. Vi er meget ambitiøse med vores fag. Vores mål er, at 100 procent af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Så selvfølgelig er vi også ambitiøse i forhold til forældresamarbejdet.
Lige nu har Mohammed Bibi rigtigt travlt. Ansøgningerne til de nye lærerstillinger kommer i en lind strøm, og lokalerne skal gøres klar til at rumme cirka 150 elever, når skolen åbner.
- Jeg håber, at vi kan få et rigtigt godt samarbejde med lokalområdet, så derfor vi jeg ud og besøge børnehaverne, folkeskolen og vores naboer. Vi bor ikke alle lige i nærheden, og derfor er det vigtigt for os, at vores naboer hjælper med at passe på skolen. Vi ønsker, at børnene skal bruge legepladsen, og at foreningslivet tænker på os, hvis de mangler et lokale til et arrangement. Jeg håber, vores skole også bliver et lokalt mødested, slutter Mohammed Bibi.