Prøv dig selv af i en boksering
05-12-2011 | Kultur og sport
BOKSNING: Trænger du til at komme af med noget energi? Vil du gerne prøve, hvordan det er at stå i en rigtig boksering? Eller er du simpelthen den næste Prince Naseem Hamed?
Så skulle du måske overveje at kigge forbi den lokale bokseklub, Olympia 2, en tirsdag aften. Lige nu holder boksetræner Shahbaz Aslam nemlig ’åben hal’ hver tirsdag, efter boksedrengenes normale træning er overstået.
Her kan alle kigge forbi og prøve kræfter med den hårde, men disciplinerede kampsport. Og det er selvfølgelig gratis.
- Vi har kørt tilbuddet i samarbejde med Klub Ragnarok i en måneds tid. Der er rigtigt gang i den med omkring 20 unge, der kigger forbi – lige fra de helt små rødder til dem, der er lidt større, siger Shahbaz Aslam, der normalt får hjælp af assistenttræner Ibrahim Chahade til at holde styr på de mange nye ansigter:
- Man kan få lov til at prøve at bokse mod hinanden med en rigtig hjelm og rigtige boksehandsker. Man kan også få lov at prøve mod mig, hvis man tør, haha.
Ifølge boksetræneren er der ikke egentlig boksetræning på programmet. Kun sjov:
- Man får lov at få brændt noget energi af. Og de, der så bliver bidt, kan komme ind i bokseklubben på et rigtigt hold for at træne. Det er en god måde for os at finde nye talenter på. Vi kan jo plukke dem, der er gode, fra.
Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig for at være med til en åben hal-tirsdag. Man kan bare komme forbi i tidsrummet mellem klokken 19.30 og 21.30. Bokseklubben Olympia 2 har indgang lige ved siden af svømmehallen i Vollsmose.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|