Posthuset flytter ind i Eurospar
04-04-2011 | Nyt om navne
Det har længe hængt i luften, at posthuset i Vollsmose skal lukkes. Nu er det blevet officielt. Men Vollsmoses borgere mister ikke muligheden for at gå på posthuset. Det bliver bare i lidt mindre format – som en såkaldt postbutik i Eurospar.
Fra tirsdag 24. maj kan man derfor finde de lokale postmedarbejdere ved indgangspartiet til det lokale supermarked, hvor postbutikken skal ligge i forlængelse af kasselinierne.
- Vi er rigtigt glade for aftalen med Eurospar, der sikrer kunderne samme høje service
som på posthuset, men bedre åbningstider. Kunderne vil nemlig mærke en klar
serviceforbedring, når vi i postbutikken udvider det tidsrum, hvor man kan hente
anmeldte pakker og breve, siger Anette Hansen, kundechef i Post Danmark, og
understreger, at også den nye samarbejdspartner glæder sig til at få et spændende
produkt på hylden i form af en postbutik.
Åbent på hverdage samt lørdag
Den nye postbutik vil holde åbent på hverdage mellem klokken 10.00 og 17.00 samt lørdag klokken 10.00 – 12.00. Her vil der være postmedarbejdere til stede, og man kan for eksempel hente sine pakker eller betale sine regninger.
I Eurospars øvrige åbningstid betjenes butikken af supermarkedets medarbejdere. Fra beboernes synsvinkel er der derfor tale om en udvidelse af åbningstiden i forhold til det nuværende posthus.
Alle former for services bevares i den nye postbutik. Bortset fra Billetnet, som ikke har været særligt meget benyttet i forvejen i Vollsmose.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|