01-06-2011 | Rundt i Vollsmose
Der er mange knallerter i Vollsmose. Og en del af dem skaber utryghed hos beboerne, fordi de bliver kørt alt for hurtigt eller med hovedet under armen.
Det gjorde politiet noget ved i uge 20. Her blev der over flere dage sat fokus på især ulovlige, tunede knallerter i Vollsmose. Omkring 20 knallertførere blev taget af nærpolitiet i samarbejde med færdselspolitiet i razziaen, og der var god gang i bødeblokken, for forseelserne løb op hos nogle.
- Hvis man for eksempel køre uden hjelm, koster det 500 kroner. Hvis man så har ændret på motoren, er det yderligere 1000 kroner. Manglende forsikring koster 500, og et manglende kørekort koster også 500, eller 5000 kroner, hvis det er en knallert 45. Så en bøde kan hurtigt løbe op på 4000 kroner, siger Per Franch, der er leder af Vollsmoses nærpolitistation.
Derudover er nogen også i farezonen for at få deres knallert konfiskeret. Det sker, hvis man bliver taget for anden gang på en knallert, der er ulovligt tunet.
Flere razziaer forude
Knallertrazziaen i Vollsmose er del af en større razzia på Fyn. Og ifølge Fyns Politi kan man lige så godt vænne sig til flere af den slags i bydelen.
- Vi synes, der er for mange ulovlige knallerter i Vollsmose, og det vil gøre noget ved. Vi har sat som mål i år at lave en tryghedsskabende indsats i forhold til knallerter. Det handler om, at stisystemerne er for gående og cyklende. De skal ikke være utrygge på grund af knallerter, siger John Jacobsen, der er chefpolitiinspektør ved Fyns Politi.
Lige så vel som lovlydige beboere skal føle sig mere trygge, er det også vigtigt, at dem, der har et mere afslappet forhold til regler, ikke kommer til at føle sig trygge.
- Vi får mange henvendelser om knallerter. Og vi ved, at det at køre på ulovlig knallert kan føre til andre former for kriminalitet. Det starter med, at man oplever anarki på et område, at man kan larme og køre uden hjelm. Det sender et uheldigt signal om, at man ikke behøver respektere loven. Så indsatsen er også en kriminalpræventiv opgave, forklarer Per Franch fra Vollsmose Nærpoliti.
Brug for beboernes hjælp
Hvis man som borger føler sig generet af motorbøller i Vollsmose, vil politiet gerne opfordre til, at man kommer ud af busken. Politiet har brug for beboernes hjælp til at få stoppet dem, der gør bydelen utryg.
- En myndighed kan ikke løse alle problemer i Vollsmose. Det kræver et samarbejde med boligforeningerne, men også med beboere og de forskellige organisationer, som de er medlem af. Så vi kan hjælpe dem med at hjælpe sig selv, siger chefpolitiinspektør John Jacobsen og slutter:
- Det er jo enormt ærgerligt, at en lille gruppe kan få lov til at tegne et billede af Vollsmose, som ikke er rigtigt. Og der er altså også nogen, der kører rundt på nogle temmelig store maskiner. Så vi vil gerne sende en opfordring til, at beboerne hjælper os med komme det her til livs. De kan kontakte os, hvis de for eksempel ved, hvor de bliver opbevaret.