24-03-2011 | At bo i Danmark
Udvalget for Boligområder og Tryg By melder klart ud, at de ser meget alvorligt på hændelser og forbrydelser, der er motiveret af had mod andre alene på baggrund af disses etnicitet, seksuel orientering eller tro.
- Det er en farlig glidebane for vores samfund, og det er overmåde vigtigt, at vi får sendt nogle tydelige signaler om, at vi står vagt om vores grundlæggende værdier, der ikke giver plads til den slags handlinger. Vi har som politikere et ansvar for at sætte fokus, så ingen kan være i tvivl om vores prioritering af det, siger udvalgets formand Christian Skov Frederiksen.
Udvalget anbefaler i forlængelse af drøftelsen derfor, at der i Odense fremadrettet skal være et endnu tættere samarbejde om en indsats mod hatecrimes.
Had imod det der er anderledes
- Hatecrimes er mange forskellige ting, men det er altid en forbrydelse, der har sit udspring i had; had til etniske minoriteter, had til homoseksuelle, had til kristne eller had til muslimer, og det vil vi ikke finde os i, siger Christian Skov Frederiksen. Derfor vil man i kommunen arbejde endnu tættere på de berørte grupper.
SSP udvalget udarbejder strategi
Helt konkret har udvalget bedt om, at det tværgående fora omkring det kriminalitetsforbyggende arbejde, hvor både kommune og politi er repræsenteret - SSP Kontaktudvalget - tager hånd om at få udarbejdet en fælles tværgående strategi. Strategien skal bidrage til, at der på alle fronter rustes op i forhold til at prioritere indsatser mod hatecrimes, og som kan være med til i Odense at foregribe en udvikling i forkert retning.
Anmeld hatecrimes
Fra udvalget lyder opfordringen til alle, om ikke at tøve med at anmelde hændelser, som kan kobles til hatecrimes. Det er afgørende for at kunne sætte en stopper for det, at det kommer frem i lyset og gerningspersonerne bliver stillet til ansvar. Men det kan være svært indrømmer Christan Skov Frederiksen, man er måske bange eller føler skam.
- Derfor arbejder vi også på, at man kan lave disse anmeldelser anonymt, så man kan føle sig fuldstændig tryg. I skolerne kan det fx også ske ved, at man kan tage kontakt til sin SSP kontaktlærer, som så vil tage hånd om problematikken. Men ingen skal tage fejl af signalet, slutter Christan Skov Frederiksen. Ingen i Odense vil finde sig i hatecrimes!
På Fyn var der i 2010 29 hatecrime-anmeldelser, hvoraf de 17 blev anmeldt i Odense.