Skatten

Der var engang en landmand og hans kone. De havde to sønner, landbrug og have. Manden arbejdede i marken og tjente penge her fra. Landmanden arbejdede altid alene, og det var hårdt. Hver dag kom han træt hjem. Men hans sønner var meget dovne, og de hjalp aldrig deres far. Ægteparret var meget kede af det på grund af de uansvarlige børn. Landmanden sagde altid til drengene, at de skulle komme og arbejde med ham for at lære, hvordan man arbejder på landet. Men drengene hørte aldrig efter. Dagene går og landmanden bliver ældre.

En vinter blev faren syg. Han sagde til sin kone: ”Jeg er bange, for hvordan vil du klare dig med de dovne sønner, når jeg er død”.
Konen trøstede ham: "Du bliver rask igen, og du må ikke være bange." Men manden blev ikke rask. På sit dødsleje hidkaldte han sine sønner og sagde: "Jeg har lagt en skat i marken. I skal finde den og bruge den, når jeg er død."

Moren sagde:” I må søge efter skatten i jorden”. Drengene spurgte: ”Hvordan?”. "I skal grave marken", sagde moren.

Sønnerne gravede i jorden, det var hårdt for dem, for de var ikke vant til at arbejde. Nogle dage senere var jorden helt gravet, men da de ikke fandt noget, sagde moren: ”I skal grave på langs og fjerne stenene fra jorden”.

De gjorde, som moren sagde. Men der var stadigvæk ikke nogen skat. Drengene var sure og vrede. ”Det var bare en løgn, vi søgte to gange og fjernede alle stenene fra marken”. Moren sagde: ”Jeres far løj ikke. I skal vente lidt. Nu er I meget trætte. I må gerne slappe lidt af.” Men drengene var utilfredse og havde mistet håbet.

Nogle dage senere, sagde moren: ”Vi har ikke mere at spise. Vi har brug for penge. Hvad skal vi gøre?" Den yngste bror sagde: ” Vi kan sælge noget hjemme fra.” Den ældste bror sagde: ”Nej, vi kan få et lån fra nogle naboer. Når vi finder skatten, betaler vi lånet tilbage." Moren sagde: ”Jeg har en god ide. Det er svært i begyndelsen Men det er den bedste udvej”.

Moren sagde:”Marken er klar til at blive tilplantet. Vi kan så korn i jorden. Kornet gror og vokser. Efter høsten søger vi efter skatten igen.” Drengene så på hinanden, og den yngste sagde: ”Det er umuligt, fordi det er for hårdt”. Den ældste sagde. ”Det er en god ide, men vi ved ikke, hvordan man dyrker jorden”. "Det kan jeg vise jer", sagde moren. 

Drengene råbte:”Det kan vi da ikke. Hvad vil naboerne ikke sige, når du kommer for at vise os det?” Moren sagde tålmodigt: ”Tænk over det og fortæl mig hvad I finder frem til”. Da de havde spist aftensmad, sagde moren: ”Vi har kun mad til et par dage”.

Den næste dag sagde moren: ”Har I tænkt på min ide? I dag er en god dag at så”. Sønnerne var stille. Så sagde moren: ”Jeg har lagt lidt hvedekorn til side. Solen var ved at stå op, og moren strøede de våde korn i marken. Derefter bad hun sine sønner gøre det samme.

Hen over middag havde de strøet hvedekorn over hele marken.

Moren så, at drengene var trætte. Så sagde hun:”Nu kan vi spise og hvile os”. Hun lagde et tæppe på jorden og lagde et stykke stof over. Hun lavede et lille bål med pinde, som hun havde samlet. Bagefter satte hun sukker, valnødder og varmt brød frem.

Efter maden sagde moren nu skal vi rive marken. Drengene spurgte: ”Hvorfor?". Og hun svarede: "For at få kornene ned i jorden, så spirer det lettere og fuglene kan ikke spise dem2. Drengene spurgte: "Mor, hvordan har du lært det? Moren svarede: " Jeg er vokset op på landet, og jeg har set, hvordan min far arbejdede. Da jeg blev gift, bragte jeg ofte mad ud til jeres far i marken og så, hvordan man gjorde. Når man hjælper andre, lærer man også noget selv. Hvis I havde hjulpet jeres far, havde I ikke haft behov for mig.
 
Det var aften, da de kom hjem. Drengene var trætte og sultne. Om morgenen sagde den yngste søn: ”Mor, hvornår kan vi søge skatten igen? Moren svarede: Om 3-5 måneder er det høst og før den tid kan vi ikke rive marken. Den ældste søn sagde: ”Vi kan søge i huset. Måske har far lagt skatten herinde. Moren sagde:” Nej, jeg er hel sikker på, at skatten er begravet i jorden. Vi bliver nødt til at vente”.

Efter et par uger kom planterne op. Da de var 10-15 cm høje, sagde moren:” Nu skal der luges. Det er meget vigtigt, for ukrudtet tager kraften fra hveden." Hun tog en hvedeplante sagde: "Dette er hvede. Alt andet er ukrudt og skal fjernes."

Hun vidste, at lugearbejde var hårdt. Så hun sagde: "Det er hårdt at luge hele marken på en dag, så vi deler det på to til tre dage". De dovne sønner blev glade og sagde: ”Tak, mor”.

Hveden voksede og blev kraftig. Sommeren kom og hveden begyndte at blive gul. Der var ikke lang tid til høst. Men sønnerne tænkte kun på, at efter høsten kunne de igen søge skatten, selvom det var hårdt arbejde.
 
Hveden var blevet gul og aksene tunge. Det var tid til høst, og naboerne begyndte. Nogle var kommet så langt, at de var klar til at sætte høet i stakke. Efter et par dage sagde moren: ”I morgen skal vi høste.” Drengene tog leen, sleb den og begyndte at høste. Det var så hårdt for dem, at de fik vabler, men efter tre dage var de færdige.

Så skulle kornet skilles fra strået. Da de ikke selv havde okser, måtte de låne naboens, men drengene havde ikke forstand på at styre de store okser, når de skulle gå rundt og tærske kornet. Så de kastede kornet op i luften med vindens og forkens hjælp for at skille avner fra korn.

I al den tid høsten stod på, havde drengene helt glemt at tænke på skatten. De havde været så opslugte af arbejdet. Men moren havde ikke glemt den. Al deres arbejde var slut, og de havde en stor bunke korn, som skulle bæres hjem. Tidlig næste morgen gik de ud i marken med nogle store sække. Høsten var stor og god det år. Naboer kom for at hjælpe dem og drengene var glade og tilfredse og de fik også anerkendende ord fra naboerne.

Tænker I ikke mere på skatten? Åh, nej, den har vi helt glemt.

Men det har jeg ikke, sagde moren. - Jeres far talte sandt og nu har I fået skatten. Moren fyldte sin hånd med korn og lod det falde ned igennem sine fingre. Når solen skinner på kornet, bliver det til guld. Det var den skat jeres far talte om.