11-05-2011 | Helhedsplanen
Henrik Borup Nielsen, Fællesdrift
Fællesdrift mødte op med den store tegnebog til Vollsmose Forum lørdag 30. april på H.C. Andersen Skolen. Og det lignede mere Hjallerup Marked end offentligt bureaukrati, da der blev delt 162.000 kroner ud til 27 forskellige projekter ved arrangementet.
Nogle mødte op til Vollsmose Forum med en ansøgning, de havde formuleret hjemmefra, mens andre fandt sammen om at skrive en ansøgning sammen med mennesker, de aldrig havde mødt før.
Blandt de sidste var John Hansen-Zenderkof fra Birkeparken. Han mødte op alene med sine evner som fotograf og en idé om en slags ’fotosafari’, der kunne vise Vollsmose fra en anden og mere nuanceret side, end den man kender så godt fra medierne. Da dagens program nåede til Workshoppen, hvor ansøgningerne skulle skrives færdige, blev han introduceret for tre somaliske søstre fra projektet Unge2Unge.
- Lige pludselig sad vi der og var i gang med at søge penge, siger John Hansen-Zenderkof, der sammen med pigerne fik 2.500 kroner til materialer.
Det gik meget hurtigt, og John Hansen-Zenderkof indrømmer, at han var mere forvirret da han gik, end da han kom. Han er en erfaren amatørfotograf, der kan lære fra sig, når det gælder fotografering og elektronisk billedbehandling. Men han savnede nogen, der kunne ordne det organisatoriske:
- Jeg er en ildsjæl når det gælder om at få ideer. Det kniber mere, når ideerne skal sættes i værk.
Efter Vollsmose Forum er han kommet i kontakt med Rikke Johannesen fra Fællesdrift, der er projektleder i Unge2Unge. Unge2Unge er ét af de mange projekter under Helhedsplanen for Vollsmose, og de kan bidrage med at organisere det nyopståede netværks fotosafari.
Korsang og teater
Spirerne fra Vollsmose er navnet på en gruppe musikalske børn, der fik 10.000 kroner i støtte med hjem fra Vollsmose Forum. De skal bruges til teaterkostumer, kordragter og instrumenter. Men penge var ikke det eneste, de fik ud af dagen.
- Det var en nem måde at få støtte på, og vi fik også en aftale med Kulturhuset om at øve i et af deres lokaler, siger Abdullah Kachkouch, der er leder af Spirerne.
Derfor kunne de allerede starte øvningen i Vollsmose Kulturhus i tirsdags.
Drengene og pigerne i Spirerne fra Vollsmose laver en blanding af arabisk korsang, folkedans og kulturelle danse. Nogle sange er på arabisk, andre oversat til dansk og atter andre er skrevet på dansk. Blandingen af sang og dans bliver opført som små teaterstykker, der fortæller om arabisk kultur.
De fleste børn er af arabisk afstamning. Men der er også nogle somaliere med, og Abdullah Kachkouch ser gerne, at der kommer andre med:
- Det ville være godt, hvis der også kom for eksempel nogle danske børn med.
Demokrati og kultur
Dansk Palæstinensisk Kulturcenter var én af de mange foreninger, der var repræsenteret på Vollsmose Forum. Den fik 7.500 kroner til et projekt om demokrati og kultur.
- Det var en rigtig god oplevelse, siger centrets formand Nasser Abau Arab:
- Jeg fik lært andre klubber og netværk at kende, og jeg fik nogle gode kontakter.
Planen er at leje et stort lokale og invitere elever fra alle folkeskoler i Odense Kommune til arrangementer, der skal fortælle om palæstinensisk kultur gennem en teaterforestilling, en film og folkedans. Arrangementerne skal bidrage til danskeres kendskab til indvandrere og åbne for en demokratisk samtale om mødet mellem forskellige kulturer.
Forum med fart på
- Det varede i syv timer, og vi kedede os ikke på noget tidspunkt, siger Abdullah Kachkouch, leder af Spirerne fra Vollsmose.
Under de mange spændende indslag i løbet af dagen sad deltagerne limet til stolene. Og rygerne glemte helt at komme udenfor for at få sig en smøg. Der var mange meninger om, hvad der var dagens bedste indslag.
- Det mest spændende var teaterstykket, hvor man fik mulighed for at komme på scenen og give sit eget bud på, hvordan man løser de konflikter, vi alle sammen kender som udlændinge i Danmark, mener Nasser Abau Arab fra Dansk Palæstinensisk Kulturcenter.
Det interaktive teater fra teatergruppen Absolut Forum inviterede publikum på scenen for at give deres bud på en løsning af de konflikter, der opstod undervejs i stykket.
Abdullah Kachkouch var også begejstret.
- Det var et godt teaterstykke, der viste hvordan danskere og indvandrere kan misforstå hinanden, siger han.
Blandt deltagerne var også Inaam Abou Khadra, der studerer statskundskab og er frivillig i Pigernes Aktivitetsforening. De fik også mere end penge med hjem fra Vollsmose Forum:
- Imran Hussein lavede som altid et meget kreativ oplæg, og teatret var et fint pusterum, siger hun.
Inaam Abau Khadra havde også en kommentar til Fællesdrift Vollsmose, sekretariatet for Helhedsplanen, der havde arrangeret Vollsmose Forum:
- Det sidste halve års tid er Fællesdrift blevet mere synligt. De gør et flot stykke arbejde.
Se fotogalleri fra årets Vollsmose Forum
her
Se en oversigt over hvilke foreninger/netværk der har søgt penge her