Centeret har fået nye indkøbsvogne til shoppingturen
21-03-2011 | Rundt i Vollsmose
For første gang i lang tid er det nu muligt at gå på rigtig shoppingtur i bydelens butikscenter, Vollsmose Torv. Der er nemlig kommet nye indkøbsvogne.
Centerchef Jimmy Vitved har investeret op mod 200.000 kroner i 150 splinternye vogne, som bliver stillet op i skurene uden for Vollsmose Torv.
- Meningen er, at man skal kunne tage på en rigtig shoppetur og let gøre sine indkøb i både de små butikker og i supermarkedet. Sådan skal det være. Vi håber, at folk tager godt imod indkøbsvognene, siger Jimmy Vitved.
Nye indkøbsvogne klar til brug. Foto: Thomas Juhl Bruun.
Hører fortiden til
Indtil i mandags har det kun været Eurospar, der har haft et lille antal indkøbsvogne. De har været udstyret med en lang pind for at sikre, at de bliver i butikken.
Erfaringerne med indkøbsvogne er nemlig ikke så gode. De er stille og roligt forsvundet op i boligblokkene. Og det er da også derfor, at der i en længere periode ikke har været nogle fælles vogne for hele centeret i dertil indrettede skure.
- Folk har desværre haft en tendens til at tage indkøbsvognene med hjem. Og så har de brugt en skruetrækker til at få deres 10’er eller 20’er ud af dem, selvom man på den måde ødelægger for flere hundrede kroner – og dermed ødelægger det for både centeret og alle de andre kunder, forklarer centerchef Jimmy Vitved, som dog stoler på, at den slags hører fortiden til:
- Jeg tror på, at når vi nu har fået lavet det nye center, og folk kan se, hvor pænt det er blevet, så vil de også have større respekt for tingene og reglerne. Så jeg håber, at folk vil stille vognene tilbage, hvor de hører til. Det er jo for det fælles bedste.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|