Nydanske mænd uddanner sig i stigende omfang
16-02-2011 | At bo i Danmark
Andelen af 20-24-årige efterkommermænd med ikke-vestlig oprindelse, der er i gang med en videregående uddannelse, er for første gang på niveau med mænd med dansk oprindelse. Det viser tal fra Integrationsministeriet, som står at læse på nyidanmark.dk.
Det er især mandlige efterkommere med srilankansk, vietnamesisk, iransk og pakistansk oprindelse, som er i gang med en videregående uddannelse.
Hele 52 pct. af de 20-24-årige srilankanske efterkommermænd var således i gang med en videregående uddannelse i skoleåret 2009/2010. Blandt vietnamesiske, iranske og pakistanske mandlige efterkommere var den tilsvarende andel hhv. 40 pct., 32 pct. og 30 pct. Til sammenligning var 23 pct. af mændene med dansk oprindelse i den samme aldersgruppe i gang med en videregående uddannelse i skoleåret 2009/2010.
"Det er overordentlig positivt, at nydanske mænd nu for alvor er kommet i gang med at uddanne sig. For fremover kommer vi til at mangle højtuddannet arbejdskraft, der kan bidrage til at sikre vækst og velstand i samfundet. Det er derfor glædeligt, at nydanske mænd i stigende omfang uddanner sig, ligesom de nydanske kvinder har gjort i flere år", siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech på nyidanmark.dk og henviser til, at 38 pct. af de kvindelige efterkommere fra ikke-vestlige lande var i gang med en videregående uddannelse i skoleåret 2009/2010.
Du kan læse hele artiklen og se tallene fra Integrationsministeriet her

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|