Hvorfor er boligsociale indsatser tidsafgrænsede, når problemerne i mange af Danmarks udsatte boligområder tilsyneladende er permanente? Ny undersøgelse fra Center for Boligsocial Udvikling afdækker for første gang konsekvenserne ved tidsafgrænsningen af boligsociale indsatser.

I Danmarks udsatte boligområder er der en koncentration af mennesker med sociale problemer. Arbejdsløshed, misbrug, kriminalitet og utilpassede unge med manglende fremtidsudsigter præger hverdagen. Der er på landsplan brugt cirka 3,5 milliarder kroner på sociale indsatser siden midten af 90’erne; indsatser, der har skullet hjælpe beboere i beskæftigelse, øge uddannelsesniveauet, hindre ungdomskriminalitet osv.

Tidsafgrænsning betyder manglende effekt

De sociale og forebyggende indsatser udspiller sig indenfor tidsrammer på hhv. fire år for de boligsociale helhedsplaner og seks år for områdefornyelsen, (i Vollsmose er vi i øjeblikket i gang med en Helhedsplan, der strækker sig fra 2008 til 2011.)
Undersøgelsen fra Center for boligsocial udvikling viser, at denne tidsafgrænsning har en række negative konsekvenser for effekten af de boligsociale indsatser. Undersøgelsen hævder, at det specifikt drejer sig om organiseringen, forankringen og medarbejderforholdene.

Lederen skal med fra starten

Det er et særligt problem, at lederen af helhedsplanen som hovedregel først ansættes, når ansøgningen er godkendt. Dette giver en væsentligt forlænget opstartsperiode, fordi de nødvendige samarbejdsrelationer i lokalområdet først skal bygges op af lederen eller dennes eventuelle medarbejdere. Endvidere skal dele af helhedsplanen ofte ændres, da den ikke i tilstrækkelig grad er bygget på viden om de faktiske muligheder eller problemer i lokalområdet.
En del boligområder har så alvorlige strukturelle problemer, at der i en lang periode fremover vil blive opstartet nye boligsociale indsatser, når de gamle ophører. Når den ene indsats afløser den anden, betyder det, at der i projektafslutningen bruges mange ressourcer på få forlænget projektet og ansøge på ny.

Tidsafgrænsningen af boligsociale indsatser resulterer i en udbredt jobusikkerhed for medarbejderne. Der er derfor en fare for at medarbejderne søger andet arbejde inden indsatsens afslutning for ikke at stå arbejdsløse, når indsatsen stopper. Medarbejdernes viden om lokalområdet og dets potentialer, og det netværk de har opbygget i løbet af indsatsen, forsvinder dermed i utide.

Kommunerne og beboerne skal mere på banen, hvis forankring og ejerskab skal sikres

Samarbejdet mellem boligorganisationer og kommuner bliver sjældent stærkt nok. Det skyldes bl.a. kommunernes manglende indflydelse og medejerskab i ansøgningsfasen. En række succesfulde indsatser stopper derfor, når de centrale puljemidler er brugt op. Tidsafgrænsningen resulterer desuden i, at ansøgningerne sjældent formuleres sammen med beboerdemokratiet eller med lokal borgerinddragelse, hvilket kan hæmme beboernes ejerskab til indsatsen. Samtidig lader en del boligorganisationer et konsulentfirma stå for ansøgningen pga. tidspresset, hvilket yderligere hæmmer ejerskabet.

Om CFBU

CFBU er en selvejende institution under Socialministeriet med et årligt budget på 10 millioner kroner.

Den ene halvdel af vores driftsmidler kommer fra Landsbyggefonden, den anden fra de statslige Satspuljemidler.

Foreløbig er CFBU finansieret til og med 2012.