16-05-2011 | Nyt om navne
Beboerne er en væsentlig årsag til, at den nye direktør for Boligforeningen Højstrup værdsætter at arbejde i en almen boligforening. Samtidig er den særlige Højstrup-ånd blandt de ansatte medvirkende til, at Jens Pilholm takkede ja til lederjobbet.
- Vores kunder er nogle gode gedigne mennesker. Beboerne er til stadighed en væsentlig drivkraft i mit arbejde. Jeg møder dem på afdelingsmøderne, som alle ansatte i Højstrup deltager i – uanset stjerner.
Snart 50-årige Jens Pilholm, der har været direktør i Boligforeningen Højstrup i fire måneder, sidder i sit kontor på Thomas B. Thrigesgade og fortæller om sit engagement i boligsektoren siden 1997, hvor han blev ansat i Højstrup. Et engagement, som nu er blevet belønnet med direktørposten, efter Henning Kirk gik på pension ved årsskiftet. Jens Pilholm har beholdt sit eget kontor - i stedet for at overtage forgængerens.
- Jeg vil sikre kontinuiteten i forhold til Henning. Jeg kommer ikke med store forandringer. Hvis det var ønsket, skulle man have valgt en anden – det gjorde jeg også klart inden udnævnelsen. Men selvfølgelig er jeg også mig selv. Og det er en del af grunden til, at jeg ikke har skiftet kontor, siger Jens Pilholm, der før udnævnelsen var administrationschef i Højstrup.
Foto: Thomas Juhl Bruun
Respekt for historien
Han er godt klar over, at han i direktør-jobbet vil blive målt op mod Henning Kirk, som han betegner som en stor mand.
- Jeg havde store betænkeligheder, inden jeg tog jobbet. Der kan jo være en Ulrik Wilbek-effekt (træner af landsholdet i herrehåndbold, red.), hvor man ikke kan opnå mere. Men det tænker jeg nu ikke på i dagligdagen.
Jens Pilholm tænker heller ikke på, at han har overtaget et familiedynasti – det var Henning Kirks far, der etablerede Boligforeningen Højstrup i 1947.
- Jeg har stor respekt og er ydmyg over for historien. Men alle ansatte er bærere af en særlig Højstrup-ånd. Vi har ikke fået sat præcise ord på den endnu, men vi har opnået en meget høj tilfredshed blandt vores kunder i en undersøgelse med 2000 deltagere. Så vi har det lidt sådan, at der er Højstrup og så er der de andre boligselskaber, siger direktøren med et skælmsk blik i øjet.
Direktør til dagligdags brug
Jens Pilholm bor ikke selv i en almennyttig bolig, men i en ejerbolig i Vejle:
- Det bliver jeg jo tit spurgt om. Men mit svar er, at man godt kan være en god direktør alligevel. En mandlig direktør for en dameundertøjsforretning bruger jo heller ikke sin egen vare – går jeg ud fra.
Jens Pilholms vare – lejeboligerne i for eksempel Egeparken, Granparken og Hybenhaven – går han da også meget op i at få udlejet på den helt rigtige måde.
- Når en kommende mulig lejer ringer til os, så skal vi ”sælge” lejlighederne på en tiltalende måde. Vi agerer jo på et marked, hvor vi er i konkurrence med andre boligtyper og andre boligområder. Og på boligmarkedet gælder det, at kvalitet, beliggenhed og pris afgør sagen. Jeg tror, at det i mindre grad er og bliver et bevidst og prioriteret valg for folk at bo alment – og jeg tror desværre også, at de i mindre grad gør det på grund af beboerdemokratiet, siger boligdirektøren og fortsætter:
- Det betyder, at vi skal profilere os langt bedre. Det har vi ikke gjort særlig meget ud af tidligere, så vi skal opruste, når det gælder markedsføring og image. For eksempel har mange mennesker fordomme over for Vollsmose, så her spørger vi ikke som det første, om folk ønsker en lejlighed i det område. Vi spørger, om de ønsker en stor, lys bolig i et lækkert grønt område til en god husleje. Så kan det være, at vi får dem til at komme ud og se på området selv og få et andet indtryk end det, de har fra medierne.
Jens Pilholm gør også sin egen private indsats for profilering ved af og til at tage venner og familie med på udflugt til Vollsmose, hvor de ofte bliver forbavsede over at se et fredeligt og grønt område.
- Jeg gør gerne en indsats både arbejdsmæssigt og privat for Vollsmose – i det hele taget er jeg til dagligdags brug, slutter den nye boligdirektør.